Ledige overtager, mens medarbejderne bliver opdateret

Ledige overtager, mens medarbejderne bliver opdateret

Rotationsprojekt i Ældreområdet i Holstebro skaffer ledige i arbejde og uddannelse og medarbejderne bedre efteruddannelses-muligheder

HOLSTEBRO: 31 ledige takkede ja til at deltage i et rotationsprojekt i Holstebro Kommune. De blev ansat som afløsere i plejeboliger og hjemmeplejen, og nu begynder 22 af dem på social- og sundhedsuddannelsen.

Det er blot ét af flere positive resultater af projektet. Også medarbejdere i Ældreområdet har haft glæde af rotationen. De har nemlig fået mulighed for at komme på kursus og få opdateret deres faglige viden og kunnen. Og det smitter selvfølgelig positivt af på de ældre.

- Det er et grænseoverskridende projekt, og alle har vundet. De ledige har fået selvværd via arbejdet som afløsere og mod på at tage en uddannelse. Og de faste medarbejdere på Ældreområdet er blevet opkvalificerede inden for demens, dokumentation, konflikthåndtering og rehabilitering, siger Lone Haulund, som er plejeboligleder og projektleder på rotationsprojektet.

Samarbejde og tværfaglighed
De 31 ledige, der var med i projektet, er fortrinsvis ufaglærte og kvinder, men der er også mænd og fx tidligere slagteriarbejdere blandt dem. Fællestillidsmand i Holstebro Kommune, Hans Enevoldsen, peger på endnu en gevinst ved projektet.

- Prognoser viser, at der allerede i 2015 vil være mangel på kvalificeret arbejdskraft på social- og sundhedsområdet. Rotationsprojektet, og de mange nye studerende, gør, at vi forebygger denne mangel og er på forkant med situationen i Holstebro Kommune, siger Hans Enevoldsen.

Jobcenter Holstebro fik idéen til projektet og fik hurtigt Ældreområdet og FOA med. Men mange andre har været med til at gøre det muligt.

- Fx har også kommunens afdeling for HR/Løn og Personale og Social og Sundhedsskolen i Herning bidraget til at føre rotationen ud i livet. Det har krævet samarbejde, logistik og koordinering på tværs, men vi har fået utroligt meget ud af indsatsen, forklarer konsulent Else Marie Løgsted, som er Jobcenter Holstebros tovholder på projektet.

Politisk tilfredshed
Også politisk er der stor tilfredshed med projektet og de gode resultater.

- I vores landsdel og lokalområde har mange mistet deres job i løbet af krisen. Så der er brug for at tænke nyt og kreativt for at få folk i arbejde så hurtigt som muligt og samtidig forebygge den mangel på kvalificeret arbejdskraft, der snart ser ud til at opstå. Derfor er det flot og meget tilfredsstillende, at sådan et projekt er ført ud i livet med så gode resultater, siger Arbejdsmarkedsudvalgets formand Lars Stampe (S) og Social- og Sundhedsudvalgets formand Anne Lise Holst Jensen (SF) i en fælles kommentar.

Der er nye rotationsprojekter i støbeskeen inden for butiks-, sygehus- og pædagogområderne i Holstebro Kommune, og andre kommuner henvender sig for at høre nærmere om erfaringerne fra Holstebro.

mou

 Fakta om rotationsprojektet:
* Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem Jobcentret, Ældreområdet og HR/Løn og Personale i Holstebro Kommune samt FOA og Social og SundhedSkolen i Herning.
* 300 ledige blev inviteret til info-møde. 60 ledige var interesserede, 34 kom til samtale og 31 blev ansat i rotationen.
* I juni 2010 var de ledige på et tre ugers kursus på Social og SundhedSkolen i Herning. Herefter kom de i praktik med løntilskud i plejeboliger og hjemmeplejen.
* Fra oktober 2010 til juni 2011 arbejdede de som afløsere for det faste personale.
* 25 af de 31 ledige i projektet fortsatte henover sommeren 2011 som ferieafløsere i Ældreområdet.
* 22 af de 31 ledige går nu i gang med social- og sundhedshjælperuddannelsen på Social og SundhedSkolen i Hernings afdeling i Holstebro.
* Rotationsprojektet har desuden gjort det muligt for det faste personale i Ældreområdet at komme på 900 kursusuger, hvor de blev opdateret inden for deres fag.

 

https://www.dknyt.dkartikel/ledige-overtager-mens-medarbejderne-bliver-opdateret