Langeland dyrest i skat for fjerde år i træk

Økommunen overhalede i 2008 Lolland som kommunen med landets højeste kommuneskatteprocent - de 27,8 pct. på Langeland er også næste år den højeste
18. OKT 2010 14.29

Af Knud Abildtrup

I 2007 var det Lolland, der toppede listen over de kommunale udskrivningsprocenter. Med 26,71 pct. lå Lolland en gang højere end Odsherred med 26,55 pct. og Sorø med 26,39 pct.

Langeland tog i 2008 et gevaldigt hop på næsten to pct. op til topscorer-værdigheden med 27,8 pct. - det år foran Vesthimmerland, der også havde skruet godt op, samt både Lolland og Ringsted, der nu havde 26,7 - efter strukturreformen, hvor skatteprocenterne kun blev beregnet med én decimal mod tidligere to.

Det billede holdt sig i 2009, hvilket alle 98 procentsatser gjorde, mens Svendborg - uden tilladelse fra ministeriet -  i 2010 skruede sig 0,7 pct. op på listen til en tredjeplads med 26,8 pct. før Vesthimmerland, der var gået 0,3 pct. op til 27,2 og Langeland med 27,8 pct.

Nu står alle udskrivningsprocenterne for 2011 klare - og næste år fastholder Langeland sin tvivlsomme værdighed stadig foran Vesthimmerland. Men denne gang har Brønderslev med et skattenøk opad fra 26,7 til 26,9 fortrængt Svendborg med de 26,8 pct. på tredjepladsen.

Højeste spring har dene gang Favrskov taget med 0,5 procentpoint. Ringkøbing-Skjern, Struer og Tårnby hæver med 0,4 procentpoint, Vejen, Tønder, Nyborg og Vordingborg med 0,3, og Odder og Brønderslev hæver med 0,2 procentpoint.

 

https://www.dknyt.dkartikel/langeland-dyrest-i-skat-for-fjerde-aar-i-traek