DK Nyt
Lægemiddelstyrelsen henter ny direktør fra Aarhus Universitet
Lars Bo Nielsen bor p.t. i Aarhus med sin kone og har to voksne børn på henholdsvis 24 og 28 år.
Foto: Lars Kruse, AU Foto

Lægemiddelstyrelsen henter ny direktør fra Aarhus Universitet

Der er fundet en afløser for Thomas Senderovitz, der i marts forlod posten for et nyt job.
25. MAJ 2021 12.21

Lars Bo Nielsen er ansat som ny direktør i Lægemiddelstyrelsen pr. 15. august, oplyser Sundhedsministeriet. Siden 9. marts har Lægemiddelstyrelsen søgt en ny direktør, efter at Thomas Senderovitz skiftede til et job i Novo Nordisk.

Valget er faldet på 56-årige Lars Bo Nielsen, der er uddannet læge og de seneste fire år har været dekan og professor ved Aarhus Universitet. Her har han blandt andet bidraget til udvikling af personlig medicin, sikker brug af sundhedsdata i forskningen og udvikling af life science-området.

Den erfaring kan komme ham til gavn i Lægemiddelstyrelsen, der fører tilsyn med lægemidler på det danske marked. Under coronapandemien har styrelsen eksempelvis været med til at give grønt lys til brugen af de coronavacciner, der i dag bliver anvendt til at vaccinere befolkningen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har mange roser til den nye direktør i Lægemiddelstyrelsen. Ministeren kalder ham for "en dedikeret og dygtig topleder med stor erfaring fra forskningsverdenen og sundhedsvæsnet".

- At sikre danskernes adgang til effektive og sikre lægemidler og medicinsk udstyr er en kerneopgave i det danske sundhedsvæsen, og det har godkendelserne af covid-19-vaccinerne under coronaepidemien helt aktuelt tydeliggjort, siger Heunicke.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/laegemiddelstyrelsen-henter-ny-direktoer-fra-aarhus-universitet