KV21: Ole Bjørstorp ikke sikker på at blive borgmesterkandidat igen
Ole Bjørstorp (S)
Foto: Linda Kastrup, Ritzau Scanpix

KV21: Ole Bjørstorp ikke sikker på at blive borgmesterkandidat igen

Merete Amdisen (S), der i denne uge blev væltet som gruppeformand, stiller nu op mod landets ældste borgmester i Ishøj.
11. DEC 2019 8.50
TEMA: KV21

ISHØJ: I oktober valgte landets ældste borgmester, 75-årige Ole Bjørstorp i Ishøj, at punktere lokale rygter og snak om, at han ikke ville genopstille og slog sit kandidatur fast. Men han kommer ikke uden om et valg til at blive socialdemokratisk spidskandidat.

47-årige Merete Amdisen, der i denne uge blev væltet som gruppeformand i den 11 mand store S-gruppe, har nu også meldt sig som kandidat til borgmesterposten, oplyser Sjællandske.

Avisen skriver også, hvordan der kun var snævert flertal i gruppen for at vælte hende som gruppeformand, og at Ole Bjørstorp medvirkede til at skifte hende ud. Noget, der åbenbart kom bag på formanden.

Så dermed er der lagt op til spænding om valget af spids i kommunen, hvor S har absolut flertal.

Til avisen siger Amdisen, at 'de seneste magtkampe i den socialdemokratiske gruppe har bekræftet mig i dét, som jeg har været klar over længe, nemlig at der er brug for en ny, stærk person til at stå i spidsen for Socialdemokratiet i Ishøj'.

Johnna Stark er ny gruppeformand i byrådet, hvor S har absolut flertal. Bjørstorp har siddet i byrådet siden 1982 og været borgmester siden 2001. Ved KV17 fik han langt flest af de personlige stemmer, 1.898 ud af de 10.227 gyldige stemmer. De næste fra liste A var Sengül Deniz med 378 og Merete Amdisen med 347.

https://www.dknyt.dkartikel/kv21-ole-bjoerstorp-ikke-sikker-paa-at-blive-borgmesterkandidat-igen