Kortet viser smittede den seneste uge pr. 100.000 indbyggere. De grå kommuner har ikke haft nye smittede den seneste uge.
Foto: Statens Serum Institut

Kun 21 testet positiv det seneste døgn

Der er uændret 29 indlagt med covid-19. Alle kommuner har fornuftige smittetal.
2. JUL 2020 14.50
TEMA: Corona

Det går stadig den rigtige vej med coronasmitten i Danmark, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Siden onsdag er der 'kun' registreret 21 nye tilfælde ud af 12.154, som er blevet testet. Samtidig er 76 registreret som 'overstået infektion', hvilket betyder, at de hverken er indlagt eller døde 14 dage efter positiv test.

Igen i dag er 29 indlagt med covid-19, antallet af indlagte på intensiv er faldet med to til ni, og antallet i respirator er steget med en til fem. Ingen er døde med covid-19 siden i går.

Ny metode for kommuner

Seruminstituttet har fra i dag ændret sin måde at registrere de smittedes bopælskommune, så de nu registreres i den kommune, de bor i, og ikke på den aktuelle adresse, når prøven bliver taget. Det betyder, at folk på ferie bliver registreret på hjemadressen og ikke ferieadressen, og udenlandske turister vil ikke længere fremgå.

Ændringen gør det umuligt at konstatere, hvor døgnets 21 nye smittede bor. Men det opdaterede danmarkskort over smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge tyder på, at der p.t. ikke er større smitteudbrud i gang. Vesthimmerland, som har været hårdt ramt, er eneste kommune med over ni smittede pr. 100.000 indbygger, og også her er tallet faldet.

Corona giver dog stadig ekstra arbejde i kommunerne.

I Aalborg har man testet samtlige beboere og medarbejdere på plejehjemmet Sofiegården, efter at en medarbejder blev testet positiv. Her viser første test, at ingen andre er smittet, oplyser kommunen. Alle skal testes igen i næste uge.

I Gribskov har man lukket FO på Gribskolen i Græsted resten af ugen, efter at et barn i mini-FO blev konstatreret smittet tirsdag, skriver sn.dk.  

Og i Middelfart har kommunen påtaget sig at overtage hjemmetest af borgere, især på plejehjem og i ældreplejen, fra regionen, skriver fyens.dk

Under kontrol

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen og mangeårig anæstesilæge, ser de seneste smittetal som udtryk for, at virus er under kontrol.

- Der har været en forbavsende stabilitet i tallene gennem lang tid nu. Det er fint, men det er også lidt overraskende, at virus trods alt ikke spreder sig mere, end det gør. For vi ved jo, at virus er til stede, siger Torben Mogensen til Ritzau.

Selv om der fortsat registreres et tocifret antal nye smittetilfælde hver dag, så øges antallet af indlæggelser ikke tilsvarende. Torben Mogensen ser det som tegn på, at virus muligvis har forandret sig og blevet mindre aggressiv.

- Der er to muligheder. Enten har virus ændret sig en lille smule og blevet mindre aggressiv, end vi så i starten. Eller også så hænger det sammen med, at vi bare opholder os mere udenfor, og at vi er længere væk fra hinanden, siger Torben Mogensen.

Han forventer ikke, at vi kommer til at se en ny bølge af coronavirus.

- Men jeg tror, at der er risiko for, at vi kommer til at se små, lokale udbrud. Derfor er det så vigtigt, at vi tester så mange, som vi gør, for at vi kan fange virus, så snart det dukker op, siger Torben Mogensen.

https://www.dknyt.dkartikel/kun-21-testet-positiv-det-seneste-doegn