Kontroversiel supercykelstibro bliver dobbelt så dyr

ESBJERG: Den såkaldte supercykelstibro over banelegemet ved Esbjerg Banegård har været stærkt omdiskuteret stort set lige siden, beslutningen blev truffet af et flertal i det tidligere Esbjerg Byråd. Nu er der medvind til modstanderne af broen, for realiteterne er indtruffet, og det viser sig, at broen vil blive omtrent dobbelt så dyr at bygge, som rådgivningsfirmaet Cowi mente, at den kunne opføres for, skriver JydskeVestkysten.

Oprindelig blev den samlede pris anslået til cirka 26 mio. kr. inklusive rådgiverbistand og andet, hvoraf en statslig supercykelstipulje ville finansiere godt ti mio. kr. Men nu viser både beregninger fra Cowi og et forgæves udbud, som Esbjerg Kommune måtte annullere tirsdag, at den samlede pris vil lande på omtrent det dobbelte, alt inklusive, oplyser borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

- Alt i alt vil selve byggeriet af broen blive 20 mio. kr. dyrere end forudsat i Cowis beregninger, og den samlede regning for projektet vil ende på omkring 53 mio. kr., så det er helt urealistisk at etablere broen, som sagerne står, siger borgmesteren.

MG

https://www.dknyt.dkartikel/kontroversiel-supercykelstibro-bliver-dobbelt-saa-dyr