Kommuners kritik preller af på Landbrug & Fødevarer
Martin Merrild er ikke begejstret for igen at lade kommuner få mere at skulle have sagt over svinefarms-godkendelser.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix.

Kommuners kritik preller af på Landbrug & Fødevarer

Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, mener, det vil være en katastrofe, hvis kommuner får lov at sige nej til udvidelser af husdyrbrug.

Fire kommuner ønsker at få magt til at stoppe udvidelser af svinefarme og andre husdyrbrug. Derfor har Middelfart, Holbæk, Skanderborg og Esbjerg sendt breve til miljøministeren i løbet af de seneste to år. Kommunerne er trætte af, at de ikke kan gøre noget, når landmanden overholder nationale miljøkrav, skriver Kommunen.dk.

- Vi er stort set blevet reduceret til et gummistempel. Det er ren illusion, at vi har nogen indflydelse på det her område. Hvis ansøgeren opfylder lovkravene, kan vi ikke andet end at sige ja. Det er at gøre grin med det kommunale selvstyre, siger Morten Weiss-Pedersen (K), formand for miljø- og energiudvalget i Middelfart, til Kommunen.dk.

Derfor ønsker de fire kommuner at få lov til at lave lokale vurderinger af udvidelser af husdyrbrug. Det er en skidt idé, mener landmændenes erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer.

- Det vil være en katastrofe. Det vil kunne fjerne hele vores grundlag for at have en moderne landbrugsproduktion. Hvis man bare sådan kan sidde og lave sine egne lokale vurderinger af, at man ikke ønsker ikke at have en råvare- og fødevareproduktion ude i det åbne land, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

 

Læs hele Martin Merrilds kritik af kommunerne og se uddrag fra de fire kommuners breve på Kommunen.dk.

https://www.dknyt.dkartikel/kommuners-kritik-preller-af-paa-landbrug-foedevarer