DK Nyt
Kommuner skal kortlægge mulig giftforurening efter sag i Korsør
Nu skal det kortlægges, om der er brugt giftigt PFOS til brandøvelser flere steder i landet. (Arkivfoto.)
Foto: Annelene Petersen, Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Kommuner skal kortlægge mulig giftforurening efter sag i Korsør

Sagen fra Korsør om forbudt fluorstof i kalvekød fører nu til en kortlægning hos kommuner og regioner.
8. JUL 2021 13.18

Nu skal det undersøges, om fluorstoffet PFOS har været anvendt flere steder i landet ved brandskoler og øvelsespladser, oplyser KL.

Det er miljøminister Lea Wermelin (S), der har bedt kommuner og regioner om en liste over lokaliteter, hvor PFOS kan have været anvendt.

- Sagen i Korsør blev opdaget ved et tilfælde, og det vides endnu ikke, om der kan være andre lignende sager rundt om i landet.

Fluorstoffet PFOS er nu forbudt, men det har været anvendt i brandslukningsskum frem til 00'erne.

Første danske sag i Korsør

180 borgere, der har aftaget kalvekød fra Korsør Kogræsserforening, har fået målt indholdet af PFOS i deres blod. Hos flere er der konstaterede forhøjede værdier af stoffet.

Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, at der også er konstateret forhøjede kolesterol- og nyretal hos børn, der har indtaget kød fra kalvene. PFOS er identificeret som et såkaldt prioriteret farligt stof i EU's vandrammedirektiv, fordi det blandt andet er kræftfremkaldende.

Både i USA og i Sverige har der været sager om borgere, der er blevet forgiftet med fluorstoffer, men sagen fra Korsør er den første af sin art i Danmark.

Kommuner og regioner forventer at have en liste klar til miljøministeren i midten af september.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/kommuner-skal-kortlaegge-mulig-giftforurening-efter-sag-i-korsoer