Kommuner: Børn der har rejst til risikolande bør blive hjemme

KL opfordrer forældre til at holde børn, der har rejst i risikoområder, hjemme i 14 dage.
4. MAR 2020 16.58
TEMA: Corona

Børn, der har været på rejse med deres familier til risikoområder med coronasmitte, bør blive hjemme fra skole og dagtilbud i 14 dage. Sådan lyder opfordringen fra KL.

- Børn er jo omfattet af vejledningen fra Sundhedsstyrelsen ligesom voksne. Så derfor gælder det også for børn, at de bør blive hjemme, hvis de har været i et risikoområde, siger direktør i KL Christian Harsløf.

Meldingen kommer, efter at sundhedsmyndighederne tirsdag opfordrede danskere, der har rejst i risikoområder som Norditalien, Iran, dele af Sydkorea og Kina, til at blive hjemme i to uger efter hjemkomsten.

For sundhedsansatte er det et krav, mens det for alle andre grupper i samfundet er en henstilling. Det er den henstilling, som KL onsdag har formidlet videre til kommunerne.

Henstillingen går dels til forældre om at holde børn hjemme i 14 dage efter hjemkomst fra et risikoområde. Men opfordringen gælder også ansatte - altså lærere og pædagoger - i skoler og daginstitutioner.

- Vi står i en speciel situation som samfund, og vi opfordrer til, at man følger myndighedernes vejledning.

- Og vi har også en forventning om, at det vil familierne gøre, således at man ikke udsætter nogen for en unødig risiko, siger Christian Harsløf.

Opfordringen gælder børn, der er kommet hjem fra rejse til et risikoområde efter 2. marts. Områder med særlig risiko for coronasmitte er fire nordlige regioner i Italien, Kina, Iran og provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu i Sydkorea.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/kommuner-boern-der-har-rejst-til-risikolande-boer-blive-hjemme