Kommunale faggrænser ophævet, tvunget ferie udestår stadig

KL og Forhandlingsfællesskabet har aftalt, hvordan kommunalt ansatte kan skifte arbejdsområde. Regeringen vil supplere med mulighed for pålæg om at afholde frihed.
24. MAR 2020 8.43
TEMA: Corona

Enkelte kommuner har rørt en smule på sig i spørgsmålet om tvungen ferie og/eller afspadsering for hjemsendte kommunalt ansatte, der ikke har mulighed hverken at arbejde hjemmefra eller at påtage sig andre opgaver end deres sædvanlige. Men de fleste henholder sig til, at det er et spørgsmål mellem overenskomstparterne, og det vil på den kommunale side sige KL.

På medarbejdersiden er KL's modpart Forhandlingsfællesskabet, og de to parter har i første omgang udsendt en fælleserklæring, hvor de lover 'stor gensidig fleksibilitet, hurtighed og vilje til at finde smidige løsninger - centralt og lokalt', som overskriften lyder. De kalder også situationen 'helt ekstraordinær', men aftalen tager ikke stilling til tvungen afholdelse af frihed.

På det punkt har regeringen dog meldt sig som interessent og er ifølge statsminister Mette Frederiksens (S) udtalelser på pressemødet mandag 'gået i dialog med de faglige organisationer' for at finde en løsning på det spørgsmål. Statsministeren sagde direkte, at hun sigter efter en løsning svarende til den 'rigtig gode aftale', der gælder for hjemsendte privatansatte, som netop kan pålægges at holde ferie.

I den aftale som de to direkte overnskomstparter, KL og Forhandlingsfællesskabet, har indgået af egen drift, har de ophævet de sædvanlige faggrænser, således at nogle medarbejdere kan blive anvist at skulle varetage opgaver på andre fagområder og dermed andre overenskomstområder, end de normalt hører under. Uanset dette vil alle stadig skulle arbejde under deres sædvanlige overenskomster.

Aftalen gælder hele KL’s forhandlingsområde, herunder blandt andre selvejende institutioner. Aftalen gælder frem til  31. maj, til den tid vil parterne vurdere, om der er brug for at forlænge den.

 

https://www.dknyt.dkartikel/kommunale-faggraenser-ophaevet-tvunget-ferie-udestaar-stadig