Kommission foreslår indrejseforbud i EU for at stoppe smitte

Forbud mod ikke-nødvendige rejser til EU kan forlænges, siger formand i videobesked.

EU-Kommissionen foreslår mandag et forbud mod ikke-nødvendige rejser til EU gældende i 30 dage. Alle EU-borgere vil fortsat kunne rejse ind i unionen.

Tiltaget skal hjælpe med at inddæmme et aktuelt udbrud af coronavirus, som har kostet flere tusinde mennesker livet i EU i løbet af få uger.

- Jo færre rejser, jo bedre kan vi inddæmme virus, siger kommissionens formand Ursula von der Leyen i en videobesked om det forslag, som er blevet præsenteret mandag.

EU-landenes regeringer skal tage stilling til spørgsmålet. De holder videomøde tirsdag eftermiddag.

- Jeg vil foreslå stats- og regeringscheferne, at vi indfører midlertidige restriktioner på ikke-nødvendige rejser til EU, siger Ursula von der Leyen.

Forslaget tager udgangspunkt i en periode på 30 dage. Og den kan forlænges, som det vurderes nødvendigt, tilføjer hun.

Undtagelser
Der vil være undtagelser fra forbuddet, som gælder borgere fra tredjelande, understreger formand Ursula von der Leyen på et pressemøde.

Blandt undtagelserne fra forbuddet er læger, sundhedspersonale og diplomater. Det kan også være arbejdere i grænseregioner.

Indrejseforbuddet kan også komme til at gælde Schengen-lande, der ikke er med i EU, blandt andet Norge og Schweiz.

En anden del af forslaget fra EU-Kommissionen er oprettelsen af 'grønne vejbaner', hvor transport af varer skal have prioritet.

- Vi er nødt til at beskytte folk fra spredningen af virus, og på samme tid skal vi fastholde strømmen af varer, siger Ursula von der Leyen.

De grønne baner kan være til transport af medicin og fødevarer.

Flere EU-lande har strammet kontrollen ved deres grænser, og lukket dem for nogle personer.

I Danmark har man - som i en række andre EU-lande - indført forbud mod indrejse for andre end danske statsborgere og folk, som bor i Danmark. Der er også undtagelser i det danske initiativ.

Danske myndigheder forsøger at sikre, at varer frit kan komme ind i Danmark.

Ritzau

 

https://www.dknyt.dkartikel/kommission-foreslaar-indrejseforbud-i-eu-for-at-stoppe-smitte