DK Nyt

Kolding skifter til elbusser og sparer millioner

KORT NYT19. MAJ 2021 12.47

KOLDING: Fra næste år bliver i alt 38 dieseldrevne by- og skolebusser i Kolding skiftet ud med eldrevne af slagsen. Den aftale er en god forretning ikke kun for miljøet, men også for kommunens pengepung. Således sparer kommunen over de næste ti år 71 mio. kr. på kontrakten med Sydtrafik i forhold til i dag, skriver JydskeVestkysten.

Sydtrafik har haft Koldings buskørsel i udbud og indgået kontrakter med busselskaberne Nobina A/S og Umove Vest. Udbuddet blev sat i gang på baggrund af en 1,5 år gammel beslutning fra byrådet om at skifte til elbusser. Det var forventet, at den beslutning ville føre dyrere busdrift med sig mod en CO2-besparelse på 85 pct. Men nu viser det sig, at driften bliver 12 pct. billigere end i dag.

- Vi tog en modig beslutning, og vi havde fokus på det miljømæssige. Dengang troede vi, det ville få en økonomisk konsekvens i form af, at buskørslen ville blive dyrere. Men nej, det er gået i den rigtige retning med at udvikle teknologien, så vi nu får et fald i udgifterne, siger formanden for Teknik- og Klimaudvalget Jakob Ville (V).

amp

https://www.dknyt.dkartikel/kolding-skifter-til-elbusser-og-sparer-millioner