DK Nyt
Kolding melder klar til håndbold-EM sammen med Herning
Træner Jesper Jensen og det danske kvindelandshold får lov at spille EM i Danmark.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Kolding melder klar til håndbold-EM sammen med Herning

Der bliver ekstra travlt i de to kommuner, efter at kulturministeren i dag vendte tomlen op til at overtage Norges andel af arrangementet.
23. NOV 2020 14.59

HERNING / KOLDING: Man kan nå meget på et par uger. Det beviser Dansk Håndbold Forbund og Herning og Kolding kommuner i denne tid.

Efter at Norge for en uge siden meldte fra som medarrangør af håndbold-EM for kvinder i december, tilbød det danske forbund at overtage hele arrangementet, som begynder fredag i næste uge, men det har afventet en godkendelse fra kulturministeren.

Den kom i dag, og dermed bliver der travlhed i Kolding Kommune, som har påtaget sig at huse de to grupper, som skulle have spillet i Trondheim, og i Herning, som overtager semifinaler, finale og bronzekamp i weekenden 18.-20. december. Herning skulle i forvejen huse to indledende grupper, heriblandt den, som Danmark deltager i.

- Vi byder altid gerne gæster velkommen her i Herning Kommune, så vi er glade for, at finaleweekenden nu rykker til Boxen. Jeg er meget tilfreds med, at det kan lykkes at afholde EM i denne mærkelige tid. Jyske Bank Boxen er en fantastisk hjemmebane for det danske landshold, om end det i år bliver en noget anderledes oplevelse, siger Hernings borgmester, Lars Krarup (V). 

Til alle jer, der har knoklet for at stable EM i håndbold på benene og alle der glæder sig til at følge med: Der er nu...

Posted by Joy Mogensen on Monday, November 23, 2020

I Kolding er kommunen og Sydbank Arena klar til at løse opgaven, og her glæder borgmester Jørn Pedersen (V) sig til igen at være værtsby ved et mesterskab. Kolding var en af fire værtsbyer ved VM for fem år siden.

- Corona-tider handler om at stå sammen, og det gælder også her. Vi hjælper med glæde, og et EM i håndbold er jo noget af det mest prestigefyldte, der findes, siger han.

Benovet over velvilje

Per Bertelsen, der er formand for Dansk Håndbold Forbund, erklærer sig benovet over den store velvilje, der har været i forhold til at få alle detaljer på plads på rekordtid.

- Det er enormt vigtigt både økonomisk og sportsligt for håndbolden, derfor er vi bare så glade for, at vi i Danmark, i den tid vi lever i, kan løse den her situation på forsvarlig vis og med alle de forbehold, det kræves i forhold til coronaen, siger han.

Der er blandt andet kommet øgede krav til bemandingen, og der skulle også en overgang tages hensyn til nedlukningen i Nordjylland. Men det er væltet ind med tilbud om hjælp fra nær og fjern, både fra kommuner, haller, hoteller med flere. 

De 16 hold, som deltager i slutrunden, vil blive indlogeret på hoteller i Herning, Silkeborg og Kolding for at skabe coronabobler, der skal minimere risikoen for smitte. Spillerne kommer således ikke andre steder hen end idrætshallerne og hotellerne for at undgå smitte.

https://www.dknyt.dkartikel/kolding-melder-klar-til-haandbold-em-sammen-med-herning