Københavns Kommune underkendt i to p-sager om bilisters tastefejl
Et bogstav for lidt eller for meget i indtastningen er ikke nok til at stikke en bøde ud, siger Højesteret.
Foto: Michael Bager, Ritzau Scanpix

Københavns Kommune underkendt i to p-sager om bilisters tastefejl

To fogedretter kom til hvert sit resultat, men efter en tur i begge landsretter har Højesteret nu fastlagt retspraksis.

KØBENHAVN: En tastefejl af nummerplader ved parkering berettiger ikke nødvendigvis til en parkeringsafgift, har Højesteret afgjort i to sager fra Københavns Kommune. To bilister havde indtastet henholdsvis et bogstav for lidt og et bogstav for meget i deres registreringsnumre.

På grund af tastefejlen kunne den kommunale parkeringsvagt ikke ved opslag i parkeringsdatabasen se, at der var betalt for parkeringen, men i de konkrete sager ville kommunen alligevel godt have kunnet identificere bilerne og betalingen, konstaterer Højesteret, som derfor har annulleret parkeringsafgifterne i de to sager.

Højesteret lægger vægt på, at bilisterne havde betalt for parkeringen, at der ikke var køretøjer med de registreringsnumre, som de tastede ind ved en fejl, og at der derfor ikke var risiko for misbrug, herunder for at en anden bilist havde parkeret sit motorkøretøj i samme område og nydt godt af den betalte parkering. Højesterets domme i de to sager er en stadfæstelse af to landsretsdomme.

De to sager havde før landsretterne begge været i hver sin fogedret, hvor bilisten fik medhold i den ene sag og kommunen i den anden sag. Med højesteretsdommen er praksis nu fastslået. De to sager blev ført af FDM på bilisternes vegne.

Københavns Kommune har siden februar 2019 sat alle klagesager af samme slags i bero. Sagerne vil snarest blive genoptaget i lyset af højesteretsdommen, oplyser kommunen. 

Ritzau / mk

 

https://www.dknyt.dkartikel/koebenhavns-kommune-underkendt-i-to-p-sager-om-bilisters-tastefejl