København når grøn milepæl

100 års opvarmning med kul og olie er meget tæt på slut i København, hvor Amagerværket nu udelukkende fyrer med bæredygtig biomasse.
21. APR 2020 13.48

KØBENHAVN: Hovedstaden vil være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Og Amagerværket, der leverer fjernvarme til byen, har netop afsluttet brugen af kul og fyrer nu udelukkende med bæredygtig biomasse. Det oplyser Hovedstadens Forsyning, Hofor.

Dermed er 100 års opvarmning med kul og olie slut.

- Fremover vil mere end 80 pct. af københavnernes fjernvarme komme fra CO2-neutrale kilder – det er et stort og afgørende skridt for, at København bliver verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Det er med det nye fem mia. kr. dyre AMV4-værk, der markerer den grønne milepæl. Det lægger sig op ad grønne busser, energirenoveringer og en renere byggesektor - alt sammen noget, der skal få København i mål som CO2-neutral i 2025. Samtidig bidrager Hofor til det nationale klimamål om en 70 pct. reduktion i 2030.

Samtidig arbejder Hofor på at udnytte overskudsvarme fra Novozymes og med flere varmepumper, solceller og havmøller, forklarer direktør Lars Therkildsen.

ibs

https://www.dknyt.dkartikel/koebenhavn-naar-groen-milepael