Knap 600 kilo forurening dampet væk nær Odder 
585 kilo klorerede opløsningsmidler er fjernet ved at varme jorden op til 100 grader og suge dampene væk.
Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland

Knap 600 kilo forurening dampet væk nær Odder 

Med en bæredygtig rensemetode har Region Midtjylland fået fjernet en stor forurening efter et tidligere renseri.
25. AUG 2020 15.15

MIDTJYLLAND: For seks måneder siden blev der sat strøm til et stort anlæg, der har varmet jorden op under et tidligere renseri i Boulstrup ved Odder og suget den afdampede forurening op.

Nu er anlægget slukket, og resultaterne viser, at der er fjernet ca. 585 kilo klorerede opløsningsmidler fra jorden og grundvandet på stedet, oplyser Region Midtjylland.

- Vi er meget tilfredse med, at vi nu har fået bugt med den gamle forurening og den trussel, forureningen ville være for drikkevandet i Odder Kommune, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling.

- Vores estimater forud for oprensningen viste cirka 600 kilo forurening, så det har vist sig at holde meget godt stik i forhold til de resultater, vi har fået efter oprensningen. Det er en af de meget store forureninger i Region Midtjylland, som nu er væk, tilføjer han.

Fortsat overvågning

Der er dog som forventet en lille og svag restforurening udenfor det område, hvor det har været muligt at dampe forurening væk. Det vurderes, at restforureningen ikke vil udgøre en risiko for den fremtidige vandindvinding på Odder Vandværk.

For en sikkerheds skyld vil Region Midtjylland lave boringer, så der løbende kan tages prøver af grundvandet i området for at holde øje med, at restforureningen ikke strømmer med grundvandet på en måde, så det kommer i nærheden af drikkevandsboringerne.

Ofte vil oprensning kræve opgravning af forureningen, men det var ikke muligt og heller ikke det mest bæredygtige i Boulstrup, da en bygning skulle bevares. I stedet valgte man at dampe forureningen væk, hvilket blandt andet betyder, at der ikke skulle transporteres jord. Desuden blev der brugt vindmøllestrøm til arbejdet.

Oprensningen har kostet ca. 14 mio. kr. Miljøvirksomheden Krüger har stået for anlægget.

ak

 

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/knap-600-kilo-forurening-dampet-vaek-naer-odder