DK Nyt
KL om tiden efter corona: Der er meget at indhente
Statsminister Mette Frederiksen (S) og KL-formand Jacob Bundsgaard (S) på det virtuelle Kommunalpolitiske Topmøde.

KL om tiden efter corona: Der er meget at indhente

TOPMØDE Foruden børn og unge samt ældre- og handicapområdet trænger også et ikke-coronarelateret emne sig på: klimaet, siger KL's formand. Statsministerens tak til kommunerne: I gjorde det umulige.
18. MAR 2021 9.53

KL's traditionelle Kommunalpolitiske Topmøde er tilbage, efter at det sidste år blev reduceret til et skriftligt delegeretmøde. Dog ikke tilbage i Aalborg, men virtuelt.

Ligesom topmødet bærer præg af coronavilkårene, gør kommunernes kommende opgaver det også, lod KL-formand Jacob Bundsgaard (S) forstå i sin åbningstale, der til fulde udnyttede den virtuelle ramme med videoklip undervejs.

Børn og unge, deres trivsel og det skolemæssige efterslæb efter måneders nedlukning bliver en af hovedopgaverne for kommunerne, når samfundet skal i gang igen efter coronaen. En anden bliver de ældre, der i særlig grad har oplevet isolationens ensomhed. Her skal udviklingen af ældrepolitikken genstartes efter den ufrivillige pause, sagde Jacob Bundsgaard.

Handicapområdet har haft lignende oplevelser under coronaen, og også her er noget, der skal indhentes. Det vil blive et emne på årets økonomiforhandlinger med regeringen, varslede KL-formanden.

Foruden de coronarelaterede emner står også klimaet højt på dagsordenen, når verden kommer i gang igen. Vindmøller, solceller, affaldshåndtering og vandafledning bliver en fælles opgave, opremsede Jacob Bundsgaard.

Mere dybfølt tak end længe

Hans tale blev kaldt "optimistisk" og "visionær" af statsminister Mette Frederiksen (S), der overbragte regeringens traditionelle hilsen. Kontrasten til situationen sidste år er slående.

Dengang var det en hurdle at lære 98 borgmestre at logge på et virtuelt møde og huske at mute og så videre. Senere kom der helt anderledes opgaver til, og "i dag må vi konstatere, at da vi bad jer gøre det umulige, så gjorde I det umulige", sagde Mette Frederiksen med adresse til kommunerne.

Regeringens traditionelle tak til kommunerne var derfor i år mere dybfølt end længe, lod hun forstå. Coronakrisen, den største krise siden anden verdenskrig, har gjort det klart, at vi alle er i samme båd, uanset partifarve, og uanset om det er staten, regionerne eller kommunerne, sagde Mette Frederiksen.

- Alt, hvad der er lykkedes for os i det år, skal vi tage med ind i fremtiden, appellerede hun.

https://www.dknyt.dkartikel/kl-om-tiden-efter-corona-der-er-meget-at-indhente