Kan man gøre krav på penge, man aldrig har haft oppe af lommen?

Kan man gøre krav på penge, man aldrig har haft oppe af lommen?

DEBAT Odense planlægger at sælge Fjernvarme Fyn. Men Dansk Fjernvarmes formand stiller spørgsmålstegn ved, om Odense kan lade fjernvarmeforbrugerne betale for en letbane, der intet har med fjernvarme at gøre - og som også ikke-fjernvarmeforbrugere får gavn af
2. MAJ 2011 11.10

Af Uffe Bro, formand for Dansk Fjernvarme

Odense vil sælge Fjernvarme Fyn for at skaffe penge til kommunekassen, så man kan finansiere investeringer i infrastruktur med mere. Kommunen vil have ført penge ud af Fjernvarme Fyn, nemlig penge fra den såkaldt frie egenkapital.

Det er ikke penge, som står på en konto, men penge som er regnskabsteknisk beregnet ud fra, hvad man anser fjernvarmerør og hele distributionssystemet for at være værd. Men kan man gøre krav på fjernvarmepenge, man aldrig har haft oppe af lommen som risikovillig kapital?

Dette er et meget principielt spørgsmål, som drejer sig om, hvordan man via regler og love har reguleret fjernvarmeområdet. For set ud fra de i dag gældende regler, så er det tvivlsomt.

Varmeforsyningsloven er fra 1980, og eksempelvis Odenses fjernvarme er af meget ældre dato. Derfor er der en tid, der ligger forud for Varmeforsyningslovens bestemmelser, og det er netop her, Odense Kommune opererer. Man gør gældende, at kommunen også forud var ejer, og at der dengang kunne tales om en egentlig egenkapital.

Analyse påkrævet
Men, der et spørgsmålstegn omkring netop dette. For Varmeforsyningsloven sikrer forbrugerne, at der ikke kan hentes penge ud af et fjernvarmeselskab til glæde for ejere eller investorer. Det skyldes, at fjernvarme er underlagt de såkaldte hvile-i-sig-selv-regler, hvor man ikke må tjene penge på fjernvarme. Man betaler sin fjernvarmeregning ud fra, hvad det har kostet af producere og distribuere fjernvarmen, hverken mere eller mindre.

Odense ønsker den ovennævnte frie egenkapital forrentet - eller solgt. Det er blot et ubesvaret spørgsmål, om dette kan lade sig gøre. Der findes ingen juridiske svar på spørgsmålet på forhånd. Spørgsmålet er stillet tidligere omkring handlerne med eksempelvis varmeforsyning i Herning, men de er ikke blevet besvaret af Energitilsynet.

Dansk Fjernvarme anerkender, der bør iværksættes en analyse af reguleringen af fjernvarmen, fordi reglerne er af ældre dato og udformet i en anden tid, end den vi har nu.

For høj pris
Men det ændrer ikke på det helt grundlæggende, nemlig forbrugerbeskyttelsen. Den må man ikke gå på kompromis med, for så kommer forbrugerne til at betale en for høj varmepris.

De penge, som Odense vil have fat på, kommer forbrugerne til at betale. Og det selv om de faktisk har betalt dem en gang. For skal pengene ud, så skal der andre ind og disse skal forrentes. Det er der i den sidste ende kun forbrugerne til at gøre. Pengene står ikke klar på en konto, det må de ganske enkelt ikke. Derfor skal de lånes.
Hvis kommunen 'kun' vil have forrentet indskudskapitalen, så skal renterne betales af forbrugerne i form af højere varmepriser.

Fjernvarme må ikke efter Varmeforsyningsloven arbejde med andet end fjernvarme. Og derfor stiller jeg spørgsmålstegn ved, om Odense kan hente penge ud af Fjernvarme Fyn, evt. ved et salg, og bruge disse penge til kommunale driftsopgaver. Altså lade fjernvarmeforbrugerne betale for en letbane, der intet har med fjernvarme at gøre - og som også ikke-fjernvarmeforbrugere får gavn af.


Formand for Dansk Fjernvarme, Uffe Bro

 

https://www.dknyt.dkartikel/kan-man-goere-krav-paa-penge-man-aldrig-har-haft-oppe-af-lommen