Jyske borgmestre vil kigge fynsk motorvej over skulderen

Et fynsk forsøg med regler for udrykningsvej er gjort permanent efter positive erfaringer. Det ønsker borgmestre fra Trekantsområdet nu at kopiere, og Vejdirektoratet er enig.
9. MAR 2020 10.05

Et forsøg med regel om udrykningsvej på den fynske motorvej er gået så godt, at den er gjort permanent. Og derfor vil syv jyske borgmestre også have det indført på motorvejen i Trekantsområdet. 

Bilister på den fynske motorvej har siden 2018 ved uheld på motorvejen skullet trække ud i siderne, for at udrykningskøretøjer har en fri bane i midten af motorvejen. Forsøget er siden blevet permanent, og det giver både færre følgeuheld og kortere ventetid for trafikanterne. Samtidig kan udrykningskøretøjerne kan komme hurtigere frem. 

Formand for Trekantområdet Danmark, Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) ønsker derfor at indføre samme regel indført. 

- Det er klart, at trængselsproblemerne i Trekantområdet langtfra kan løses med ens regler. Men mens vi venter på en ordentlig løsning, kan vi jo ligeså godt afhjælpe trafikken, hvor det er muligt. Og det her er jo et tiltag, der kan indføres med det samme uden store omkostninger, siger han.

God effekt på sikkerheden
Det er de syv kommuner Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle, der er med i Trekantområdet Danmark, og som ønsker reglen om udrykningsvej indført.

Det mener beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen fra Trekantbrand også kunne være en god idé. 

- Trekantområdet er et utroligt trafikeret område, og vi har behov for en ensartet reaktion fra bilisterne, så vi under udrykning hurtigst muligt kan komme frem til uheldsstedet og påbegynde en oprydning. Min anbefaling flugter helt klart rapportens anbefaling om en ensartet procedure for en såkaldt udrykningsvej, siger han.

I en rapport anbefaler Vejdirektoratet også, at man udbreder forsøget fra Fyn til hele landet. Her skriver de, 'at det antages at ville have en god effekt på både sikkerhed og fremkommelighed, at der køres frem med udrykning efter en ensartet måde'. Det er dog vigtigt, at både myndigheder og trafikanter kender metoden, fastslår rapporten.

jeg

 

https://www.dknyt.dkartikel/jyske-borgmestre-vil-kigge-fynsk-motorvej-over-skulderen