DK Nyt
It-udbud er for dyre og skader innovation

It-udbud er for dyre og skader innovation

Der sker et stort spild af både tid og penge, når danske kommuner sender store it-opgaver i udbud. Fire centrale parter er nu gået sammen for at råbe Christiansborg op
18. JAN 2012 13.37

Kommunerne ender alt for ofte med gårsdagens frem for morgendagens it-løsninger, og både kunder og leverandører står tilbage med en oplevelse af en unødigt tung og fordyrende proces og et dårligt resultat. Det mener fire centrale parter, der nu er blevet enige om et fælles udspil for at løse problemerne.

Det er IT-Branchen, DANSK IT, Kommunernes Landsforening (KL) og Foreningen af Kommunale IT-chefer (KITA), der sammen har skrevet til alle Folketingets it-ordførere. De fire parter opfordrer politikerne til at ændre reglerne og rammerne for, hvordan it-opgaver sendes i udbud.

Ifølge de fire organisationer er it-udbud skyld i, at der årligt spildes tusindvis af arbejdstimer og millioner af kr. i det offentlige og i private virksomheder.

I et fælles oplæg beskriver de fire organisationer, hvordan udbudsreglerne, og den måde, de fortolkes på i Danmark, har udviklet sig i en ond cirkel, der forstærker sig selv og fører til spildte ressourcer og fortabte potentialer. Organisationerne vil have brudt den onde cirkel og i stedet have skabt en positiv cirkel, hvor udbud er udtryk for fair konkurrence og bedre it-løsninger.

Billigere udbud og mere dialog
De fire organisationer, som til sammen både repræsenterer kunde- og leverandørsiden, når det handler om offentlige it-udbud, efterlyser ændrede regler, vejledninger og rammer. Det skal give en mere dialogbaseret og innovativ samhandel i forbindelse med offentlige udbud.

Oplægget er blevet til efter en Christiansborg-høring i august sidste år, hvor der var enighed mellem Socialdemokraterne og Venstre om, at den nuværende udbudspraksis bør ændres.

Det er typisk de mere skræddersyede it-udviklingsopgaver til det offentlige, der ikke passer godt ind i den nuværende udbudspraksis. Den type løsninger kræver mere dialog mellem parterne end indkøb af standardsoftware og -hardware, men alligevel er man meget tilbageholdende med at benytte de udbudsformer, der giver mulighed for dialog.

Bryd den onde udbudscirkel
I stedet ender det ofte med et meget detaljeret udbudsmateriale, som leverandørerne skal leve op til. I praksis bliver det en leverandør-konkurrence om udbudsteknisk regelrytteri i stedet for en konkurrence om at levere de bedste og mest innovative løsninger i forhold til kommunernes behov. Det går særligt ud over de mindre leverandører, som ikke har ressourcer til at følge med i det udbudstekniske regelrytteri.

For at bryde den onde udbudscirkel vil organisationerne have Folketinget til at vedtage en dansk udbudslov, der bl.a. skal øge anvendelsen af dialogbaserede udbudsformer, skabe en mindre rigid fortolkning af EUudbudsreglerne og mindske omkostningerne ved udbud for alle parter.

Kommentarer fra de fire parter
Morten Bangsgaard, direktør, IT-Branchen:
- It-leverandørerne burde i stedet bruge kræfterne på at udvikle innovative løsninger i samarbejde med kunderne. Men udbudspraksis gør, at de ender med at bruge tiden på bureaukratisk udbudsmateriale – og mange opgiver helt at deltage i udbud. Taberne bliver de offentlige kunder, og dermed i sidste ende os alle sammen. 

Tony Franke, direktør, DANSK IT:
- Det handler ikke om at undgå udbud men om at lave udbud på en måde, som sænker omkostningerne og fremmer konkurrencen og innovationen. Derfor er det godt, at alle nu er enige om, hvad der skal til i stedet for de nuværende regler og praksis.

Kristian Wendelboe, adm. direktør, KL:
- Vi vil gerne have mere konkurrence og innovation på det kommunale it-marked. Men reglerne, og ikke mindst tolkningen af dem, medfører høje omkostninger til rådgivning og bureaukrati og betyder, at kommunerne er nødt til at være meget forsigtige, når de sender opgaver i udbud. Risikoen for klager betyder, at kommunerne har stor fokus på at minimere risici i udbudsprocessen frem for at få bedre og billigere løsninger til kommunernes behov.

-  Jørgen Kristensen Rasch, formand, Foreningen af Kommunale it-chefer (KITA): ”Det er først når vi i dialog med leverandørerne kombinerer deres teknologiske viden og vores faglige forretningsindsigt, vi for alvor skaber gode løsninger. Det bør der selvfølgelig tages højde for, så der især ved de komplekse it-opgaver anvendes en dialogbaseret udbudsform.

mou

https://www.dknyt.dkartikel/it-udbud-er-for-dyre-og-skader-innovation