Integrationsydelsen får flere mænd i arbejde

KORT NYT11. MAJ 2020 8.32

Integrationsydelsen, der er cirka halvt så stor som kontanthjælp, øger andelen af mandlige flygtninge, der har været i arbejde efter ti måneder fra de kom til Danmark, fra fire pct. til knap det dobbelte. Til gengæld får den ikke flere kvinder i arbejde. Det viser et nyt studie af integrationsydelsen lavet af Rockwool Fonden, skriver Information.

Alt i alt har integrationsydelsen ifølge Jacob Nielsen Arendt, der er forskningsleder i Rockwool Fonden og står bag undersøgelsen, en relativt stor beskæftigelseseffekt for mændene. Integrationsydelsen blev indført i 2015 for at få flere flygtninge og indvandrere i arbejde og for at nedbringe antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark.

Rockwool Fondens undersøgelse af integrationsydelsen viser også, at den lave indkomst har nogle utilsigtede effekter. Det gælder øget småkriminalitet og flere lægebesøg blandt kvinderne. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger til Information, at han mener, at nyankomne flygtninge i stedet skal tilbydes et integrationsprogram, hvor man får penge for hver time, man deltager.

eo

https://www.dknyt.dkartikel/integrationsydelsen-faar-flere-maend-i-arbejde