DK Nyt

Igen i år skiller Kolding sig ud med tidlig budgetenighed

Flere måneder før alle andre har et enigt Kolding Byråd indgået budgetaftale for 2022.
16. JUN 2021 10.18
TEMA: Budget 2022

KOLDING: Ligesom sidste år gør Kolding Byråd sig igen i år bemærket med en budgetaftale flere måneder før alle andre. Ligeledes ligesom sidste år er det et enigt byråd, der står bag.

Aftalen er i sagens natur indgået med det forbehold, at detailberegninger af konsekvenserne for Kolding af årets økoniomiaftale mellem regeringen og KL endnu ikke er kendt. Når de er, mødes aftalepartierne igen, men "det bliver ikke en egentlig budgetforhandling, som vi kender den. På det tidspunkt skal vi bare se, om der er noget, som vi er tvunget til at forholde os til", siger borgmester Jørn Pedersen (V) til JydskeVestkysten.

Fremgangsmåden kendes fra sidste års budgetforløb, hvor der udestod detaljer både fra økonomiaftale og udligningsreform foruden den usikkerhed, som den daværende coronasituation repræsenterede. Derfor indgik det i sidste års foreløbige budgetenighed, at budgettet skulle kunne genåbnes vel inde i budgetåret, og det var netop i forbindelse med et genbesøg af 2021-budgettet, at 2022-budgettet også kom på plads.

Nye stadionlys

Budgetaftalen for 2022 rummer blandt andet et løft på 17 mio. kr. fordelt over to år til socialområdet. Desuden fordeles en coronapulje på 15,8 mio. kr. skoler, børn, fritid, social og handicap, kultur, ældre med flere, der skal bruge pengene til genopbygge fællesskaberne. Detaljerne besluttes af de enkelte udvalg på de første møder efter sommerferien.

På anlægssiden er der 50 mio. kr. over de kommende år til et nyt plejehjem i Munkebo med ca. 70 plejeboliger i et samarbejde med et boligselskab. Der er 12 mio. til at få et boligområde opgraderet ud af listen over udfordrede boligområder, seks mio. kr. til udvidelse af en børnehave og fem mio. kr. til lysanlæg på Kolding Stadion

Aftalen er indgået af partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale og Enhedslisten samt løsgænger Hanne Dam (eks-S).

https://www.dknyt.dkartikel/igen-i-aar-skiller-kolding-sig-ud-med-tidlig-budgetenighed