DK Nyt
Hovedmand i sygehussvindel har tilstået millionbedrageri
Sygehus Lillebælt har afdelinger i Vejle, Middelfart og Kolding, men det vides ikke, hvilken afdeling der er indblandet i sagen. Der er nedlagt navneforbud.
Foto: Søren Gylling, Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Hovedmand i sygehussvindel har tilstået millionbedrageri

"Særlig groft bedrageri" for to mio. kr. Andre sigtelser i samme sag afventer, hvordan tilståelsessagen forløber.
5. MAJ 2021 9.43

SYDDANMARK: Hovedpersonen i en sag om millionsvindel på Sygehus Lillebælt har tilstået sin andel i sagen, som derfor vil komme til at køre som en tilståelsessag uden vidneafhøringer, skriver Vejle Amts Folkeblad. Sagen kommer for retten i Kolding senere i denne måned.

Sagens forløb vil blive afgørende for, hvordan anklagemyndigheden vil forholde sig til andre sigtede i samme sag. Anklagemyndigheden er sparsom med oplysninger, men ifølge Vejle Amts Folkeblad er der i den aktuelle tilståelsessag tale om et beløb på to mio. kr., som den tiltalte må formodes at blive dømt til at betale tilbage.

Tiltalen gælder bedrageri af særlig grov beskaffenhed og misbrug af offentlig stilling eller hverv. Formuleringen "af særlig grov beskaffenhed" indikerer, at anklagemyndigheden vil gå efter en straf på mere end de halvandet år, som er max i almindelige bedragerisager.

Sagen startede i efteråret 2019, da Sygehus Lillebælt politianmeldte den pågældende, der blev beskrevet som "en tidligere betroet medarbejder". Politianmeldelsen gik på, at han i samarbejde med personer uden for sygehuset skulle have omgået interne kontroller og derved over nogle år have tilegnet sig stadigt større beløb.

Der er tidligere i sagen nævnt tre eksterne personer, to mænd og en kvinde, men sagen er omfattet af navneforbud, så det må ikke nærmere beskrives hvem de er, eller hvad deres roller har været. De tre er ikke tiltalt i den aktuelle sag, og hvad der skal ske med dem efterfølgende, "afhænger lidt af udfaldet af denne sag", siger anklager Bolette Lund Kristensen til Vejle Amts Folkeblad.

mk

https://www.dknyt.dkartikel/hovedmand-i-sygehussvindel-har-tilstaaet-millionbedrageri