DK Nyt
Hjørring præsenterer kommunal info-app

Hjørring præsenterer kommunal info-app

App'en indeholder bl.a. aktivitetskalender, giv-os-et-praj funktion, ris/ros til kommunen, telefonnumre på alle medarbejdere, adresser, servicetilbud,
2. MAR 2012 8.31

HJØRRING: Et klik på mobiltelefonen kan få lysstriben i Hjørrings gågade til at ændre farve. Det er det mest kulørte tilbud i Danmarks første kommunale info-app, som Hjørring Kommune torsdag præsenterede.

- Vi var en af de første kommuner med iPad til byrådet, og vi er også en af de første med en app. Det digitale bliver bare mere og mere i de kommende år, og derfor skal vi være med. Det er den måde, vi kan forbedre servicen på i fremtiden, og derfor går vi i gang nu, forklarer borgmester Arne Boelt (S).

Med app'en har brugerne hele tiden Hjørring Kommune på sig.

- Det er ægte åbenhed. Vi er tilgængelige døgnet rundt, og jeg garanterer, at vi følger op på de henvendelser, vi får ind via app'en, siger Arne Boelt.

I lommen på borgerne
App'en er udviklet af Tankegang.dk, som gennem 25 år har leveret kommunikationsløsninger til kommunerne.

- Enhver kommune vil gerne være tæt på borgerne og om et øjeblik har hver anden dansker en smartphone. Med en app kan kommunen bogstaveligt talt være i lommen på borgerne og dermed have nem adgang til den dialog, de alle prioriterer så højt, siger Tankegangs adm. direktør Stener Glamann.

Det lille lysshow i Hjørring-app'en er blevet til i samarbejde med Elforsyningen Nordvendsyssel, ENV. App'en sender en sms til elforsyningen, som derefter sender en besked videre til det system, som styrer lyset i gågadebelægningen.

Arne Boelt erkender, at det ikke er en kommunal kerneydelse at lade borgerne styre lyset i gågaden.

- Men det viser alle de muligheder, der er i sådan en app. Når vi kan lave det her med at styre lyset, er jeg sikker på, at 5.000 ansatte i Hjørring Kommune kan få rigtig mange gode idéer, understreger borgmesteren.

Tankegang og Hjørring Kommune vil løbende udvikle tilbuddene på app'en. De håber, at både borgere og medarbejdere kommer med idéer til services på Hjørring-app'en.

Den første udgave er udviklet til iPhone og iPad og kan hentes gratis i AppStore her. Senest 1. april kommer en app, der passer til Android og
andre mobiltelefoner.

mou

https://www.dknyt.dkartikel/hjoerring-praesenterer-kommunal-info-app