Hjemtager og åbner misbrugscenter i Assens Kommune

Fra januar hjemtager Assens Kommune misbrugsbehandlingen for sine egne borgere og åbner misbrugscenter i Glamsbjerg med en satellitfunktion i Sundhedscenteret i Assens

ASSENS: Samtidig ophører den entreprenøraftale Assens Kommune siden 2007 har indgået med Odense og Svendborg Kommune vedrørende misbrugsbehandlingen.

- Vi vil gerne tilbyde borgeren en indsats, der indeholder relevante behandlingstilbud, som er lettilgængelige, hvad enten det drejer sig om råd og vejledning eller specifikke behandlingstilbud, fortæller Hanne Longhi, Centerleder for Psykiatri og Misbrug.

Hjælp til at komme både alkohol- og stofproblemer kvit
Fra den 3. januar kan enhver borger med stof- og/eller alkoholproblemer henvende sig i Misbrugscentret, hvor behandlingen er både gratis og ambulant. Misbrugscenteret tilbyder koordinerede behandlingsforløb og rådgivning, alt efter hvilke misbrugsproblemer borgeren kæmper med. Borgeren får dermed én samlet indgang til behandlingstilbuddene i kommunen.

- Vi er glade for at hjemtage behandlingen af vores egne borgere. Assens Kommunes Misbrugscenter skal tilbyde borgeren en målrettet behandling af høj kvalitet både indenfor den sociale behandling og den sundhedsfaglige og lægelige behandling for stof- og alkoholmisbrug. Det får stor betydning for den enkelte borger, at vi på tværs af fagområderne i kommunen kan koordinere indsatsen, siger Henrik Hansen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Helhedsorienteret indsats
Netop muligheden for at arbejde helhedsorienteret er en af fordelene ved at samle misbrugsbehandlingen under én paraply.

- Ofte er et tværgående samarbejde med kommunen afgørende for, at den enkelte borger får den helhedsorienterede indsats, der er behov for. Drejer det sig om unge med et misbrug, er det fx nødvendigt at samarbejde med forskellige aktører. Det er fx sagsbehandlere, skole, behandlere, klubmedarbejdere, forældre mv., og det er blevet mere overskueligt, nu hvor misbrugsbehandlingen er blevet samlet i kommunen, fortæller Hanne Longhi.

Borgere med misbrug og psykiske lidelser får hjælp
Som et led i den helhedsorienterede indsats bliver der også mulighed for at koordinere behandlingen af borgere, der både har et misbrug og en psykisk lidelse.

- I Assens Kommune organiseres psykiatri- og misbrugsområdet i én centerfunktion. En betydelig del af borgere med psykiatriske lidelser har samtidig har et misbrug. Dobbeltdiagnoseproblematikker komplicerer indsatsen og stiller specielle krav, som vi netop i forbindelse med den nye organisering bedre kan imødegå, fortæller Hanne Longhi.

- Vi har meget dygtige og professionelle medarbejdere på psykiatriområdet og meget kompetente behandlere i vores Misbrugscenter. Når de kræfter lægges sammen, er jeg overbevist om, at den faglige indsats optimeres og kommer borgerne til gavn.

tj

https://www.dknyt.dkartikel/hjemtager-og-aabner-misbrugscenter-i-assens-kommune