Herning indgår menneskerettighedsforlig

Herning indgår forlig med Institut for Menneskerettigheder og undgår dermed sag i Ligebehandlingsnævnet om ny skoleafdeling med høj andel tosprogede elever.

HERNING: Herning Kommune har indgået forlig med Institut for Menneskerettigheder omkring sagen om Herningsholmskolen. Her havde instituttet vurderet, at det var på kant med menneskerettighederne at oprette en Holtbjerg-afdeling, hvor 63 ud af 64 elever var tosprogede, og ville have Ligebehandlingsnævnet til at kigge på sagen.

Det kommer ikke til at ske alligevel, da kommunen anerkender, at beslutningen om afdelingen 'utilsigtet udgjorde diskrimination på grund af etnicitet, fordi der i beslutningsgrundlaget blev lagt vægt på elevernes etniske oprindelse, og fordi beslutningen indebar en udskillelse af børn med minoritetsbaggrund til Holtbjerg-afdelingen'.

- Vi er utilsigtet kommet på kant med nogle menneskeretslige aspekter i forbindelse med oprettelsen af afdelingen på Holtbjerg. Det har vi allerede for noget tid siden taget konsekvensen af, og derfor har Børne- og Familieudvalget på sit møde i januar ændret på tre konkrete forhold. Det hører med til det samlede billede, siger Børne- og Familieudvalgets formand Dorte West (V). 

De tre ting er dels, at skolebestyrelsen er ved at indføre principper for, hvordan børnene under særlige omstændigheder kan flytte mellem Herningsholmskolens matrikler, dels er der indført sprogtest på Herningsholmskolen Afdeling Holtbjerg, og endelig vil forskere fremover følge arbejdet på Herningsholmskolen Afdeling Holtbjerg tæt.

Borgmester er glad for afslutning
Ifølge instituttet oprettede kommunen bevidst en afdeling med meget høj andel af børn med minoritetsbaggrund. Beslutningen blev truffet i byrådet i 2018, og afdelingen åbnede i august sidste år.

Hernings borgmester Lars Krarup (V) er glad for, at der kan blive sat punktum i sagen.

- Vi har rakt hånden frem mod Institut for Menneskerettigheder for at nå til enighed om et forlig. Vi har haft en fornuftig proces parterne imellem, som jeg gerne vil kvittere for. Jeg er glad for, at vi for børnenes skyld nu kan lægge dette bag os og komme videre, siger Lars Krarup.

ibs

Fakta:
Den tekst, parterne er enige om, har denne ordlyd:

'Institut for Menneskerettigheder og Herning Kommune har aftalt, at Institut for Menneskerettigheder hæver sagen ved Ligebehandlingsnævnet angående Herning Kommunes beslutning i september 2018 om opdelingen af Herningsholmskolen i henholdsvis Sjællandsgade og Holtbjerg afdelingerne. Herning Kommune anerkender, at byrådets beslutning utilsigtet udgjorde diskrimination på grund af etnicitet, fordi der i beslutningsgrundlaget blev lagt vægt på elevernes etniske oprindelse og fordi beslutningen indebar en udskillelse af børn med minoritetsbaggrund til Holtbjerg-afdelingen. Udskillelsen af børn i den nye 0. klasse skete ved, at børnene skulle starte i Holtbjerg-afdelingen. Og udskillelsen af børn i de nye 1.-3. klasser skete ved, at børnene blev flyttet fra en eksisterende klasse i Sjællandsgade-afdelingen til Holtbjerg-afdelingen. Beslutningen kom således utilsigtet til at udgøre en overtrædelse af forbuddet mod diskrimination indeholdt i lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 1, jf. stk. 2.'

Kilde: Herning Kommune.

 

https://www.dknyt.dkartikel/herning-indgaar-menneskerettighedsforlig