Hellers Yachtværft skal betale Tårnby 800.000 kr.

Hellers Yachtværft skal betale Tårnby 800.000 kr.

Konkurrenceankenævnet stadfæster størrelsen af det beløb, som værftet skal betale tilbage til Tårnby Kommune for at have modtaget ulovlig støtte
16. JAN 2012 16.45

TÅRNBY: Konkurrenceankenævnet udtaler i sin afgørelse:

'[...] at Konkurrencerådet ved på den ene side at fastsætte fuld tilbagebetalingspligt og på den anden side at tage udgangspunkt i den lavest anslåede markedsleje, på tilstrækkelig vis har balanceret hensynene til, at det tilbagebetalingspligtige beløb skal være egnet til at sikre lige konkurrencevilkår og effektiv håndhævelse af de konkurrenceretlige regler overfor Hellers Yachtværft ApS' gode tro og det forhold, at Hellers Yachtvært ApS har indrettet sin forretning i forventning om, at lejen var korrekt fastsat.'

I november 2008 klager en konkurrent til Hellers Yachtværft til Konkurrencestyrelsen over Tårnbys lejeaftale med Hellers Yachtværft. Konkurrenten mener, at kommunen har fastsat lejen under markedslejen, så den er konkurrenceforvridende.

I juni 2010 afgør Konkurrencerådet, at Tårnby Kommunes lejepris er udtryk for ulovlig offentlig støtte. Hellers Yachtværft får påbud om at betale 80.000 kr. tilbage til Tårnby Kommune. Virksomheden anker afgørelsen til Konkurrenceankenævnet.

Den 10. februar 2011 hjemviser Konkurrenceankenævnet sagen til fornyet behandling i Konkurrencerådet med henblik på at forhøje beløbet, Hellers Yachtværft skal betale tilbage.

Konkurrencerådet afgør i juni 2011, at Hellers Yachtværft skal betale 782.233,24 kr. tilbage til Tårnby Kommune. Hellers Yachtværft anker afgørelsen til Konkurrenceankenævnet, som nu altså har stadfæstet afgørelsen.

mou

https://www.dknyt.dkartikel/hellers-yachtvaerft-skal-betale-taarnby-800-000-kr