Haderslev får også minister-kritik for a-kasse indblanding
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix

Haderslev får også minister-kritik for a-kasse indblanding

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fastslår i et brev til Haderslev Kommune, at det er a-kasserne, der afgør om en ledig skal have en sanktion. Det sker efter kommunalt spareforslag.

Hvis en forsikret ledig skal have en sanktion, eller vurderet sin rådighed, så er det a-kassen, der står for det. Det slås nu fast af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i et nyt brev til Haderslev kommune. Det skriver fagbladet 3F.

I brevet skruer ministeren bissen på over for kommunen, der i august vedtog at stramme kursen over for kommunens egne ledige, og for at forsøge at lægge pres på a-kassen for at få dem til at sanktionere flere ledige. På a-kasseområdet undrer ministeren sig over, at kommunen vil opfordre a-kasserne til at sanktionere mere:

- Jeg vil gerne slå fast, at det er a-kassen, der foretager rådighedsvurdering af forsikrede ledige og træffer afgørelse om konsekvenser af for eksempel udeblivelser, lyder det fra Peter Hummelgaard.

Eva Obdrup, forretningsfører i 3F’s a-kasse, er tilfreds.

- Det er helt uhørt, at en kommune på den måde forsøgte at blande sig i a-kassernes administration af regler, som vi har ansvaret for. Vi kan ikke gøre andet end følge loven, uanset hvad en kommune må mene. Derfor er jeg tilfreds med, at Peter Hummelgaard nu har trukket en streg i sandet. Og jeg håber så sandelig, at kommunen har tænkt sig at rette sig efter det, fastslår hun.

Ministeren forlanger nu et hurtigt svar på, hvordan kommunen vil overholde loven.

Arbejdsmarkedschef i Haderslev Kommune Lotte Nielsen har tidligere sendt nogle skriftlige kommentarer til Fagbladet 3F, men har afvist at kommentere yderligere. Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommunens kommentar til ministerens henvendelse.

Ritzau / esl

https://www.dknyt.dkartikel/haderslev-faar-ogsaa-minister-kritik-for-a-kasse-indblanding