DK Nyt
Grønt lys for nyt psykiatrisygehus i Vejle

Grønt lys for nyt psykiatrisygehus i Vejle

Region Syddanmark har fået grønt lys til projektet i form af en deponeringsfritagelse på 100 mio. kr.
5. SEP 2011 9.05

SYDDANMARK: Det kommer til at koste omkring 400 mio. kr. at opføre det nye psykiatrisygehus, og loven siger, at regionen skal deponere et tilsvarende beløb, når sygehuset bygges som OPP. Deponeringsfritagelsen betyder, at regionen nu ikke skal deponere hele byggesummen, oplyser regionen.

- Nu har vi fået grønt lys til, at vi opfører det nye psykiatrisygehus i Vejle som Danmarks første store sygehus-OPP. Et nyt sygehus vil give et fantastisk løft af det tilbud, vi kan give til sindslidende i Trekantområdet. Vi må hurtigt i gang, så vi kan have det nye sygehus færdig i 2016, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

- Der er behov for innovativ tænkning, hvis vi skal skabe de bedste rammer ud fra de midler, vi har til rådighed. I for eksempel England og Sverige har partnerskaber mellem det offentlige og det private vist sig at kunne skabe mere innovative løsninger. Det vil vi også udnytte i Region Syddanmark i forbindelse med større byggerier.

OPP står for offentligt-privat-partnerskab. At bygge og drifte et kommende psykiatrisygehus i Vejle som et OPP-projekt, indebærer, at Region Syddanmark indgår et partnerskab med en privat part om den samlede opgave. Det vil i det her tilfælde sige, at der indgås aftale om projektering, finansiering, etablering og efterfølgende bygningsdrift og -vedligeholdelse af psykiatrisygehuset i en årrække.

Tanken er blandt andet, at når OPP-selskabet også har ansvaret for drift og vedligeholdelse af bygningerne i mange år efter at de står færdige, giver det et stort incitament til at bygge godt og energirigtigt. Det første girokort Region Syddanmark skal betale i sygehus-OPP-projektet er, når sygehuset står færdigt, og så betales der ellers typisk et fast årligt beløb, så længe kontrakten løber.

Ikke rum til at bygge på traditionel vis
- Den vigtigste begrundelse for at gøre psykiatrisygehuset i Vejle til et OPP-projekt er, at det giver mulighed for at komme hurtigt i gang med at bygge det nye sygehus. Vores anlægsrammer levner ikke rum til at bygge sygehuset på traditionel vis de næste mange år. Men ved at udføre byggeri og drift som OPP, kan vi komme i gang med det samme, siger Carl Holst.

- En betingelse for deponeringsfritagelsen er, at vi begynder på projektet allerede i 2012. Nu begynder vi på sagsbehandlingen, og så håber jeg på at regionsrådet i løbet af et halvt års tid kan beslutte at igangsætte sygehusbyggeriet som OPP.

ka

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/groent-lys-for-nyt-psykiatrisygehus-i-vejle