DK Nyt

Gravide og ammende kan nu vaccineres mod corona

Ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen på basis af data fra andre lande.
21. JUL 2021 9.35
TEMA: Corona

Gravide og ammende kan nu blive vaccineret imod coronavirus, oplyser Sundhedsstyrelsen. Hidtil har det kun under særlige omstændigheder været muligt for gravide og ammende at blive vaccineret, men efter gennemgang af nyere data og erfaringer fra andre lande giver Sundhedsstyrelsen nu grønt lys.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har Pfizer- og Moderna-vaccinen samme beskyttende effekt hos gravide som hos resten af befolkningen. Vaccination af gravide og ammende har desuden en positiv effekt på barnet, fordi antistoffer fra moren overføres til barnet igennem blod og modermælk. Der er ikke øget risiko for abort, misdannelse eller for tidlig fødsel hos gravide, der er vaccineret, mens der heller ikke er mistanke om, at vaccinen overføres til barnet igennem moderkage eller modermælk.

Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide, at man ud fra et forsigtighedsprincip bliver vaccineret i andet eller tredje trimester. Man kan dog godt blive vaccineret i første trimester efter aftale med en læge.

Nye toner

De nye toner lyder, efter at data fra USA, Israel, Canada og Skotland "samstemmende (viser), at vaccinerne er meget effektive og sikre for både den gravide og for det ufødte barn samt for den ammende og det diende barn", skriver Sundhedsstyrelsen. I alt 20 lande i verden anbefaler vaccination af gravide.

- Vi har over de seneste måneder været i løbende dialog med fødselslæger, jordemødre og andre fagfolk med viden om Covid-19 blandt gravide og ammende, herunder vaccination. Samtidig har vi selv gennemgået de nye data fra andre lande. På den baggrund har vi i Sundhedsstyrelsen besluttet at udvide det generelle vaccinationsprogram med de vacciner, vi anbefaler, så det fremover også omfatter kvinder, der er gravide eller ammer, siger Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.

Han understreger, at vaccination af de op imod 100.000 kvinder, der er gravide eller som ammer, også vil bidrage til en endnu stærkere befolkningsimmunitet i Danmark. Kvinder med planer om at blive gravid eller som er i fertilitetsbehandling, anbefales at tage imod tilbuddet om vaccination nu.

Ritzau / mk

https://www.dknyt.dkartikel/gravide-og-ammende-kan-nu-vaccineres-mod-corona