Fyring af handicappet koster kommune 310.000 kroner

En kommune må ikke afskedige en medarbejder, der er ansat i fleksjob med skånehensyn og så bliver sygemeldt efter at have fået ændrede arbejdsopgaver

Man må ikke fyre en person, hvis nye arbejdsopgaver belaster et allerede taget skånehensyn og resulterer i sygemelding.

Sådan lyder Ligebehandlingsnævnets afgørelse i en sag, hvor en ansat i en kommune blev nødt til at sygemelde sig, fordi hendes stilling ændrede sig, da hun fik andre opgaver.

På grund af sygemeldingen afskedigede kommunen hende og overholdt dermed ikke tilpasningsforpligtelsen, da den ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt mulighederne 'for at iværksætte tilpasningsforanstaltninger'.

Kvinden havde siden 2005 været ansat som socialpædagog i fleksjob med skånehensyn over for rygbelastende arbejde, men på grund af opgavemæssige ændringer i kommunen blev hun i november sidste år flyttet til en stilling som ressourceperson for en kørestolsbruger. Den ændring gav hende så mange rygsmerter, at hun måtte sygemelde sig, og derfor blev hun fyret.

Men det måtte kommunen ikke, og Ligebehandlingsnævnet har efter ligebehandlingsloven givet kvinden medhold i sagen, da 'en arbejdsgiver ikke på grund af handicap må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår', lyder det i afgørelsen. 

Kommunen skal betale en godtgørelse svarende til ni måneders løn - cirka 310.000 kr. - til kvinden.

 

Læs hele afgørelsen her

https://www.dknyt.dkartikel/fyring-af-handicappet-koster-kommune-310-000-kroner