Frederikshavn fyrer 58 lærere til sommer

Kommunen har besluttet at skære endnu dybere på folkeskolen, end det oprindeligt var meningen
KORT NYT29. MAR 2011 14.37

FREDERIKSHAVN: 58 af Frederikshavns lærere kan op til sommerferien vente en fyreseddel. Ifølge den lokale lærerforening, så var der oprindelig lagt op til, at skolevæsenet måtte sige farvel til 36 lærere. Men kommunen mener, det er nødvendigt at skære dybere. Det fortæller DR Nordjylland.

Fællestillidsmanden for lærerne i Frederikshavn Kommune, Einar Rohde, er rystet.

- Det her er selvfølgelig et alvorligt slag mod folkeskolen. Eleverne får mindre lærerkontakt, mindre undervisning, og de skal vænne sig til at være flere i klasserne, siger han.

Det dybere spareindgreb er endnu ikke endeligt vedtaget, så de nordjyske lærere håber stadig, at kommunen kan påvirkes til at skære knap så dybt.

mou

 

https://www.dknyt.dkartikel/frederikshavn-fyrer-58-laerere-til-sommer