DK Nyt

Frederiksberg vil undskylde sagsfejl over for 363 familier

Udvalg vil lukke flerårigt forløb med et formelt undskyld til de berørte.
12. MAJ 2021 10.44

FREDERIKSBERG: En stribe alvorlige sagsbehandlingsfejl i familiesager får nu Frederiksberg Kommune til at ville give 363 familier en formel undskyldning. Sagerne og fejlene kostede i sin tid kommunens daværende børn- og ungedirektør Inger Andersen jobbet.

Undskyldningen har været undervejs i nogen tid, og at det lige bliver nu, skyldes, at sager med kritisabel sagsbehandling for nylig alle er blevet færdigmeldt. Revisionsfirmaet BDO har gennemgået 938 sager og inddelt dem i 462 grønne, 203 gule og 363 røde, med de grønne som de korrekte og de røde som dem med de værste fejl.

Både de gule og de røde er der nu rettet op på, fremgår det af mødereferat fra kommunens Børneudvalg. De gule indeholdt "administrative forhold, som ikke er i orden i sagen" og/eller "enkelte og mindre ikke-lovmedholdelige handlinger, der skal genoprettes", mens de røde havde "helt fundamentale mangler".

Det er familierne i de 363 røde sager, der nu vil modtage en kommunal undskyldning. Forslaget blev fremsat af byråds- og udvalgsmedlem Sine Heltberg (S) og fik tilslutning fra de øvrige udvalgsmedlemmer. Det skal nu endeligt besluttes i byrådet, før det bliver effektueret.

Risiko for misforståelse, men ikke erstatning

Udvalget har overvejet konsekvenserne at undskyldningen, blandt andet er der en risiko for, at en henvendelse omhandlende alvorlige fejl i sagsbehandlingen kan skabe unødig forvirring og utryghed hos familierne. Henvendelser i den anledning skal kommunen være gearet til at håndtere.

Det nævnes også som en mulighed, at en undskyldning kan "give familierne urealistiske forventninger om, at en undskyldning også indebærer ret til økonomisk kompensation". Som det fremgår af ordvalget, vurderes sådanne forventninger som urealistiske, blandt andet fordi en del af fejlene ikke i praksis har kostet familierne noget.

Når undskyldningen er endelig besluttet i byrådet, vil den blive sendt til familierne i form af et standardbrev via e-Boks.

https://www.dknyt.dkartikel/frederiksberg-vil-undskylde-sagsfejl-over-for-363-familier