DK Nyt
Forskere: Fanø har Danmarks bedste natur
Klitlandskaberne på Fanø er med til at hive kommunen op i toppen af listen over mest værdifuld natur.
Foto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

Forskere: Fanø har Danmarks bedste natur

Naturindeks rangerer alle landets kommuner efter kvaliteten af deres natur. Se hele listen her.

Hvor værdifuld er naturen i hver af landets kommuner?

Det har forskere på Aarhus Universitet nu for anden gang forsøgt at kortlægge i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Forskerne har netop udgivet Kommunernes Naturkapitalindeks, der opgør naturkvaliteten i samtlige 98 kommuner og rangerer dem i forhold til hinanden.

Indekset opgør, hvor mange kortlagte og potentielle levesteder for truede arter hver kommune indeholder. Jo højere rangering, jo flere steder i kommunen kan dyr og planter leve på.

Hver kommune har to placeringer på listen. Én, der dækker over naturkvaliteten i kommunen generelt, og én, der kun fokuserer på kvaliteten af selve naturområderne.

Fanø øverst

Indekset blev også udgivet i 2017, hvor det skabte stor lokal debat. Og for anden gang i træk er Fanø den bedste kommune målt på natur efterfulgt af Læsø, Tårnby og Lyngby-Taarbæk.

I bunden ligger Rødovre efterfulgt af Frederiksberg, Glostrup og Morsø.

Indekset er lavet af forskerne for at give kommunerne bedre mulighed for at arbejde lokalt med at forbedre naturen. Så selvom indekset er hård læsning for nogle kommuner, er det tænkt som en håndsrækning. Det siger Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Aarhus Universitet, der står bag Naturkapitalindekset.

- Kommunerne har en stor del af ansvaret for Danmarks biodiversitet, og de har derfor også brug for værktøjer til at kunne arbejde med at styrke den. Denne gang har vi tilføjet en “kun natur”-funktion i indekset, så kommuner med meget by og landbrug kan se deres rangering alene på naturarealer, siger han.

Kvalitet, ikke mængde

Han understreger, at indekset ikke ser på mængden af grønne områder, men kvaliteten af naturen. En kommune med meget landbrug eller produktionsskov kan være placeret helt i bund, selvom kommunekortet ser grønt ud fra oven. Men fordi træerne hyppigt fældes eller jorden dyrkes, er der tale om natur af lav kvalitet, hvor truede dyr og planter ikke kan leve.

Mange bykommuner rangerer lavt, også lavere end indekset i 2017. Det skyldes blandt andet forbedret data om naturen i byerne, oplyser Danmarks Naturfredningsforening.

Hvis en kommune ønsker at forbedre sin score, gælder det om at sætte ind, hvor det giver mest effekt for biodiversiteten. I første omgang ved at bevare og forbedre de arealer, som allerede har en høj naturværdi, understreger foreningen.

Her er rangeringen af kommunerne efter point:

  1. Fanø 87
  2. Læsø 81
  3. Tårnby 75
  4. Lyngby-Taarbæk 64
  5. Furesø 57
  6. Rudersdal 54
  7. Halsnæs 53
  8. Gribskov 48
  9. Hillerød 47
  10. Helsingør 46
  11. Dragør 45
  12. Thisted 43
  13. Silkeborg 43
  14. Allerød 39
  15. Fredensborg 38
  16. Frederikshavn 38
  17. Syddjurs 37
  18. Hørsholm 36
  19. Jammerbugt 33
  20. Ikast-Brande 33
  21. Skanderborg 32
  22. Varde 32
  23. Egedal 31
  24. Viborg 30
  25. Bornholm 30
  26. Frederikssund 30
  27. København 29
  28. Odsherred 29
  29. Billund 28
  30. Norddjurs 28
  31. Vallensbæk 27
  32. Holstebro 27
  33. Aalborg 27
  34. Albertslund 26
  35. Ringkøbing-Skjern 26
  36. Mariagerfjord 25
  37. Herning 25
  38. Kalundborg 25
  39. Vejle 25
  40. Samsø 25
  41. Sorø 24
  42. Køge 24
  43. Horsens 24
  44. Lemvig 24
  45. Gentofte 24
  46. Fredericia 23
  47. Rebild 23
  48. Gladsaxe 23
  49. Lejre 23
  50. Tønder 23
  51. Faxe 22
  52. Hjørring 22
  53. Vordingborg 22
  54. Favrskov 20
  55. Roskilde 19
  56. Ishøj 19
  57. Vesthimmerlands 19
  58. Ærø 19
  59. Ringsted 19
  60. Næstved 18
  61. Faaborg-Midtfyn 18
  62. Skive 18
  63. Langeland 18
  64. Herlev 18
  65. Guldborgsund 18
  66. Aabenraa 18
  67. Randers 17
  68. Svendborg 17
  69. Esbjerg 17
  70. Vejen 17
  71. Ballerup 17
  72. Hvidovre 17
  73. Brønderslev 16
  74. Holbæk 16
  75. Brøndby 16
  76. Haderslev 16
  77. Aarhus 16
  78. Hedensted 16
  79. Middelfart 16
  80. Stevns 15
  81. Høje Taastrup 15
  82. Odder 15
  83. Sønderborg 15
  84. Solrød 15
  85. Kolding 15
  86. Slagelse 15
  87. Odense 14
  88. Assens 14
  89. Nordfyns 14
  90. Kerteminde 14
  91. Lolland 13
  92. Struer 12
  93. Nyborg 12
  94. Greve 12
  95. Morsø 11
  96. Glostrup 10
  97. Frederiksberg 8
  98. Rødovre 7

Se data for de enkelte kommuner og mere om indekset her.

ak

https://www.dknyt.dkartikel/forskere-fanoe-har-danmarks-bedste-natur