DK Nyt

Flere kommuner skruer op for julegavebudgettet

Et flertal af kommunerne giver gaver til de ansatte, og mindst syv skruer op i anledning af corona.
23. NOV 2020 15.50

Over halvdelen af landets kommuner giver julegaver til de ansatte, og flere kommuner har valgt, at der skal skrues op for gavebudgettet for at påskønne den særlige indsats under coronakrisen, viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har lavet.

73 kommuner har svaret på avisens spørgsmål, og af dem giver 54 kommuner julegaver eller giver lokalt mulighed for det, mens 15 ikke gør. Tre overvejer, mens én bevarer svaret som en overraskelse.

Syv kommuner giver en ekstraordinær gave eller hæver gavebeløbet på grund af corona, det gælder Aarhus, Struer, Brøndby, Varde, Odsherred, Rødovre og Ballerup. I Aarhus vil de ansatte få et gavekort til at anvende på en lokal restaurant eller kulturinstitution, mens man i Varde skal købe sin gave lokalt. 

Gaver sidste sommer

Andre kommuner har tidligere valgt at påskønne deres medarbejderes særlige corona-indsats. Det gælder fx Tårnby, som i juni gav de ansatte et gavekort på 300 kr. til brug i en gaveshop, og Hillerød, som i juni sendte 100 kr. pr. medarbejder ud i afdelingerne til brug på kollegial kage, frokost eller tilskud til en middag.

For et år siden viste en rundspørge i Danske Kommuner, at to ud af tre kommuner gav julegaver til alle eller nogle medarbejdere. Det var lidt flere end i en tilsvarende rundspørge fem år tidligere.

ak

https://www.dknyt.dkartikel/flere-kommuner-skruer-op-for-julegavebudgettet