Faktisk lidt bedre end godt nok

Faktisk lidt bedre end 'godt nok'

Børnehave i Lemvig har netop skiftet papiropslag til forældrene ud med en digital informationsskærm
22. AUG 2011 10.41

LEMVIG: Når forældrene afleverer og henter børn i Lomborg Børnehave, bliver de mødt af en digital informationsskærm, hvor de kan læse praktiske oplysninger og orientering om aktiviteter, oplyser kommunen

- Allerede under ombygningen af Lomborg Skole til Lomborg Børnehave blev ny teknologi tænkt ind, siger daginstitutionsleder Henrik Kallehave og fortsætter:

- Vi arbejder aktivt med børneintra, der fungerer stort set på samme måde som det skoleintra, som mange forældre allerede kender. Medarbejderne vil kunne opdatere børneintra hjemmefra. Og forældrene kan søge informationerne, når de selv har tid og mulighed for det. Vi forsøger at digitalisere flest mulige stykker papir, så vi kan bruge vores tid på det, vi alle ønsker; at passe børn.

Når økonomien er til det, vil Lomborg Børnehave gerne købe en computer til hver gruppe, der så kan opdatere såvel informationsskærm som børneintra med informationer til forældrene. Den plan falder fint i tråd med den Fælleskommunale Digitaliseringsstrategi.

It-chef ser tilfredsstillende udvikling
- Der skal ikke herske tvivl om, at de fysiske rammer skal være gennemtænkte og topprioriterede i forbindelse med en ombygning som i Lomborg, men det glæder mig meget, når ny teknologi også har en fremtrædende rolle, siger it-chef Thomas Hyldgaard fra Lemvig Kommune. Han oplever, at både forældre og digitaliseringsplan sætter institutionerne under pres for at skabe aktivitet på deres hjemmesider:

- Digitaliseringen drives i høj grad af ildsjæle på institutionerne. Nogle steder er der sket en masse, fordi en medarbejder har interessen, kompetencerne og opbakningen til at arbejde med skole- og børneintra. Og andre steder står det stille. Det har ikke været nemt at finde ildsjælene, hvis de ikke er der. Men vi er under pres for at finde løsninger; simpelthen fordi vi skal, siger it-chefen.

Men hvordan er det samlede billede af digitaliseringen på daginstitutionsområdet?

- De fleste ledere vil nok sige, at det ikke går så godt. Men når vi sammenligner os med andre kommuner med hensyn til digitalisering, så er vi faktisk rigtig godt med. Daginstitutionslederne vil godt kendes ved, at jeg fortæller dem, at niveauet i Lemvig Kommune er 'godt nok'. Men det er faktisk lidt bedre end 'godt nok', griner it-chefen og påpeger, at vestjysk beskedenhed også har en finger med i spillet her.

- Vi er slet ikke færdige. Det bliver vi aldrig. Men vi kan hele tiden blive bedre. It-teknologi er det værktøj, der skal guffe tidsrøvende papirer og arbejdsgange i sig og øge informationernes tilgængelighed via nettet, siger Thomas Hyldgaard og nævner som eksempel en meget realistisk mulighed for, at forældrene inden et bestemt tidspunkt kan sende en sms om sygt barn, fridag eller supplerende information til daginstitutionen, der så kan hente samtlige sms'er på børneintra. Endnu engang kan teknologien guffe tid og tilmed stress. Det er faktisk også lidt bedre end godt nok...


Regeringen og KL har fastlagt en såkaldt Fælleskommunal Digitaliseringsstrategi for 2010-2015 fordelt på alle fagområder. Øget digitalisering er svaret på kommunernes tre store udfordringer: 1) Færre ressourcer, 2) vanskeligere rekruttering og 3) forventninger om højere kvalitet i velfærdsydelser.
Med andre ord så skal borgerne betjene sig selv mest muligt på www.lemvig.dk, ligesom kommunens afdelinger og institutioner skal lægge sig i selen for at digitalisere mest mulig information.

Foto: Susanne Kirkeby
Leder Henrik Kallehave (venstre) og it-chef Thomas Hyldgaard (højre) samt to prinsesser ved informationsskærmen, der hænger i børnenes garderobe. Teksterne på skærmen har forskellig baggrundsfarve fordelt på børnehavens tre grupper.

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/faktisk-lidt-bedre-end-godt-nok