DK Nyt
Er det på tide med brugerbetaling på universiteterne?

Er det på tide med brugerbetaling på universiteterne?

Studerendes brug af private kurser som supplement til uddannelsen sætter gang i diskussionen om brugerbetaling på universiteterne. På Agora tages debatten op

Af Emil Rasmus Nielsen, [email protected]

Der er sket et boom i antallet af studerende, som køber sig til ekstra undervisning fra private udbydere. Denne udvikling kan være et vink til politikerne om, at det er på tide at overveje brugerbetaling på universiteterne, mener Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS. Ifølge ham kunne brugerbetaling øge de studerendes incitament til at vælge en uddannelse med jobmuligheder og til at fuldføre uddannelsen.

Jonas Dahl, finansordfører i SF, har dog ikke meget til overs for ideerne fra CEPOS:

- Når CEPOS prøver at få mere brugerbetaling på universiteter, så er det at gøre en dyd ud af en dårlig idé. For det første, er det dybt problematisk, hvis det er ens private indtægt eller mulighed for at låne, der skal være afgørende for, om man kan tage en uddannelse. Det kan simpelthen begrænse mængden af uddannelse i samfundet og den sociale mobilitet - og i sidste ende undergrave den frie og lige adgang til uddannelserne.

Fra Enhedslistens Pernille Skipper, ordfører for forskning, lyder det også, at brugerbetaling vil skade ambitionen om flere i uddannelse:

- Hvis flere skal ind, nytter det jo ikke at gøre indgangsbilletten dyrere. Og hvis vi ikke får flere igennem, vil det få konsekvenser for vores samfundsøkonomi. Det skulle man da tro, var et vægtigt argument hos CEPOS' cheføkonom.

Kvalitet frem for kvantitet
Videnskabsordfører Mette Bock (LA) fremlægger dog et andet syn på sagen:

- Universiteterne skal have større fokus på elite og højde - ikke kun på masse og bredde, som det har været tilfældet gennem de seneste år.

Hun henviser derfor til en model, hvor staten i mindre grad skal finansiere uddannelsen:

- KL's forslag om at begrænse SU, så kandidatstuderende ikke længere er berettigede hertil, rummer stof til god diskussion. I Liberal Alliance er vi positive over for ideen.

Skal brugerbetaling indføres for at sikre kvalitet i uddannelserne og engagerede studerende? Eller vil det være at modarbejde ambitionen om et højt uddannelsesniveau generelt i samfundet? Deltag i debatten her.

Foro: http://www.flickr.com/photos/waltstoneburner/6660146821/sizes/z/in/photostream/

 

 

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/er-det-paa-tide-med-brugerbetaling-paa-universiteterne