Svar fra Ankestyrelsen:
En teamleder er chef nok til, at navnet skal frem

Afslag fra både Herning og Københavns kommuner på at give aktindsigt i personoplysninger bliver underkendt af Ankestyrelsen.

HERNING / KØBENHAVN: Hvis nogen vil have aktindsigt i en konkret personalesag, er der andre regler for chefer end for menige medarbejdere. Men det er ikke altid lysende klart, hvem der skal defineres som chef.

I to nye afgørelser fra Ankestyrelsen fremgår det, at man ikke behøver være blandt de øverste chefer i en kommune, før der skal gives øget indsigt i ens sag.

I sagen fra Herning blev der i juni sidste år søgt aktindsigt i en medarbejders 'navn og stillingsbetegnelse', 'fratrædelsesgodtgørelsens størrelse' og 'længden på periode med løn'.

Herning Kommune mente ikke, at der var tale om en person i en chefstilling, og man kunne derfor ikke oplyse navnet, da man så indirekte ville oplyse om en disciplinær reaktion over for medarbejderen, der havde været omtalt i pressen. Der var tale om en teamleder med faglig og personalemæssig ledelse af 12 medarbejdere og en månedsløn på 40.807 kr.

Leder for seks personer

I sagen fra København var der i oktober sidste år søgt aktindsigt i disciplinære reaktioner i en konkret afdelingsleders personalesag.

Københavns Kommune mente ikke, der var tale om chefstilling og afslog. Der var tale om en afdelingsleder ansat i en niveau 4-stilling, senere ændret til teamleder, med fire fuldtidsansatte, en flexjobber og en kontorelev under sig og med en månedsløn på 50.854 kr.  

I begge tilfælde vurderer Ankestyrelsen, at teamlederne er omfattet af chefbegrebet i Offentlighedslovens §21. Vurderingen er baseret på længere beskrivelser af de tos arbejdsopgaver i det daglige holdt op mod den kommenterede offentlighedslov og hidtidig praksis.

Begge kommuner bliver derfor bedt om at genoptage sagerne og træffe en ny afgørelse. 

'Vi har ikke herved taget stilling til, om kommunen vil kunne undtage oplysningen fra aktindsigt med en anden begrundelse,' skriver Ankestyrelsen i begge sager.

 

https://www.dknyt.dkartikel/en-teamleder-er-chef-nok-til-at-navnet-skal-frem