DK Nyt
DSI: Lægehelikoptere redder liv

DSI: Lægehelikoptere redder liv

Akutlægehelikoptere giver bedre overlevelse i Midt- og Nordjylland. Det viser ny evaluering fra Dansk Sundhedsinstitut
16. APR 2012 13.36

NORDJYLLAND / MIDTJYLLAND: Lægehelikoptere forbedrer fremtidsudsigten for en lang række patienter. Det konkluderer en netop offentliggjort evaluering af et fælles nord- og midtjysk forsøg akutlægehelikoptere.

Evalueringen er udarbejdet af Dansk Sundhedsinstitut (DSI) for Region Midt- og Nordjylland. Regionerne oplyser, at DSI i konklusionen blandt andet skriver, at de patienter, der har fået assistance af akutlægehelikopteren, er tilfredse og trygge ved at kunne komme hurtigt til et specialiseret behandlingstilbud.

For Region Midtjylland viser evalueringen også, at patienter med stor blodprop i hjertet i snit når 23 minutter hurtigere frem til hospitalet, end i ambulance.

For traume-patienterne (fx kvæstede personer fra trafikuheld) er besparelsen endnu større: 171 minutter, når tid for et eventuelt ophold på regionshospital er medtaget, og 26 minutter når tiden på regionshospital ikke er medregnet.

- Akutlægehelikopteren redder liv i særligt den vestlige del af Region Midtjylland, og det er jeg meget tilfreds med at få dokumenteret, siger den midtjyske regionsrådsformand Bent Hansen (S).

I Region Nordjylland har akutlægehelikopteren fortrinsvis hjulpet akutte patienter i Thy og på Mors.

Regeringen valgte i efteråret 2011 i forbindelse med finanslovsforhandlingerne at forlænge forsøgsperioden til juni 2013.

krn

 

https://www.dknyt.dkartikel/dsi-laegehelikoptere-redder-liv