DK Nyt
Dragør vender verdensarv-skråen og spørger foreningerne
Dragør undersøger for tiden, hvordan de øvrige Unesco-sites i Danmark oplever at være Unesco-site.
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Dragør vender verdensarv-skråen og spørger foreningerne

Hvad det egentlig vil betyde for den kommunale økonomi har fået Dragør Kommune til at tøve med at søge om at blive verdensarvsted under Unesco.
8. APR 2021 15.24

DRAGØR: Tilbage i 2018 blev Dragør Kommune optaget på Slots- og Kulturstyrelsens tentativliste, en forløber for at blive optaget på Unescos verdensarvsliste. Men den endelige vedtagelse afventer nu en borgerhøring.

En lokal arbejdsgruppe har arbejdet på at blive et såkaldt Unesco-site gennem flere år, men det fik byrådet til at tøve, da det viste sig, at det vil koste 650.000 kr. årligt at gå fra den nuværende praksis i bevaringsarbejdet til en ny praksis i Unesco-regi.

Dertil kommer 500.000 kr. til udarbejdelse af forslag til revision af lokalplanen. Og så skal der finansieres en site manager-funktion, som kommunen og Museum Amager skal stå for.

Fondsmidler på tale

- Jeg har den ære at være med i Verdensarvsrådet, hvor Kulturstyrelsen rådgiver os, og de har sagt, at vi behøver ikke gøre mere, end vi allerede gør i dag. Derfor er det noget beskæmmende, at vi pludselig skal afsætte flere millioner. Det er vi ikke indstillet på i Socialdemokratiet. Der vil vi hellere bruge de begrænsede midler, vi har, til pædagoger og sosuer, har formand for børne-, fritids- og kulturudvalget, Lisbeth Dam Larsen (S), ifølge Ugeavisen sagt på et byrådsmøde.

Mens K, V og DF også var forbeholdne over for flere udgifter, var Tværpolitisk Liste mindre skeptiske, fordi man med en plads på verdensarvslisten kan søge flere fondsmidler.

Senest har byrådet sat gang i en virtuel borgerinvolvering, hvor grundejerforeninger, boligforeninger og folkeoplysende foreninger i den gamle skipperby kan give deres mening til kende. 

Byrådet satser på her i april at kunne træffe en afgørelse efter at være blevet klogere blandt andet på den økonomiske betydning for kommunen og den forventede stigning i antallet af turister.

https://www.dknyt.dkartikel/dragoer-vender-verdensarv-skraaen-og-spoerger-foreningerne