Efter kæmpe interesse:
Dobbelt så mange hektar kan få fri jordfordeling allerede i år

Landbrugsstyrelsen dropper to planlagte ansøgningsrunder i 2022 og fremrykker i stedet de midler til denne og næste runde.

I dag kan kommuner og Naturstyrelsen igen søge Landbrugsstyrelsen om hjælp til at realisere multifunktionelle projekter, hvor hensyn til natur, vandmiljø, klima, landbrug og det lokale friluftsliv sammentænkes.

Første ansøgningsrunde viste sig så populær, at der fremrykkes midler til anden ansøgningsrunde, så puljen nu næsten fordobles, oplyser styrelsen. I alt er der afsat 150 mio. kr. til ordningen, der forventes at omfordele op mod 7.000 hektar jord.

- På den her måde kan vi give grønt lys til flere projekter og få gang i dem meget hurtigere. Der er ingen grund til, at pengene bare ligger og samler støv, når vi kan få dem ud og arbejde nu, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Ansøgning til ordningen for multifunktionel jordfordeling er åben fra 15. september til 31. oktober. Oprindeligt kunne der i denne ansøgningsrunde søges om i alt ca. 1.000 hektar jordfordeling, men med den nye fremrykkelse er puljen nu næsten dobbelt så stor med ca. 1.975 hektar.

Jordfordeling er en metode, der kan benyttes, når flere arealer skal skifte ejer samtidig. Det kan fx være tilfældet, hvis der skal gennemføres et projekt, hvor landbrugsjord skal tages ud af almindelig landbrugsdrift og indgå i et vådområde, en skov eller lignende.

Ved første ansøgningsrunde tidligere i år fik tre projekter betinget samtykke i henholdsvis Tønder, Svendborg og Viborg kommuner, og her er god inspiration at hente for dem, der ønsker at være med til at udvikle det åbne land.

  • En multifunktionel jordfordeling koster i gennemsnit ca. 5.000 kr./hektar i procesomkostninger, tinglysning med videre
  • Projekter skal være mellem 100 og 1.000 hektar.

ka

https://www.dknyt.dkartikel/dobbelt-saa-mange-hektar-kan-faa-fri-jordfordeling-allerede-i-aar