DK Nyt
DF-viceborgmester blev bedt om ikke at stille op igen
Lars Thelander Bostrøm blev af sit parti Dansk Folkeparti bedt om ikke at stille op igen.
Foto: Frederikssund Kommune

KV21:
DF-viceborgmester blev bedt om ikke at stille op igen

Følg de seneste udpegninger af spidskandidater i DF i Frederikssund, hvor politisk fravær fik betydning, i Randers og så i Fredensborg, hvor der er procedurefejl og spænding om ny spids.
29. OKT 2020 8.00
TEMA: KV21

I Frederikssund var viceborgmester Lars Thelander Bostrøm (DF) tirsdag ude for, at han før partiets opstillingsmøde blev bedt om ikke at stille op igen, fortæller han selv til Lokalavisen.

Gerd Løfgren, der blev ny spids, oplyser til DK Nyt, at det er partiets ledelse på Christiansborg, der har været inde over den beslutning. Han bekræfter også, hvad lokalavisen bringer på bane, at Bostrøms fravær i det politiske arbejde er baggrunden:

Foruden nogle længere sygdomsperioder viser fremmødestatistikken, at han er den politiker i Frederikssund, der oftest melder forfald til enten byråds- eller udvalgsmøder. Ud af 11 møder, han i år skulle have deltaget i, har han været fraværende i syv. Og i 2019 i 15 af 27 møder.

Overfor DK Nyt giver Bostrøm en anden forklaring - uden nærmere uddybning - på, hvorfor han blev bedt om ikke at stille op: At kommunen ikke har sørget for at installere Skype til brug for onlinemøder på hans computer.

Ved KV17 overhalede DF's andet byrådsmedlem - Inge Messerschmidt med 622 personlige stemmer daværende spids Bostrøm, der fik 386. 

I Randers er byrådsmedlem Frank Nørgaard genvalgt som DF-spids, oplyser Randersidag.dk. Han blev første gang valgt ved KV05 og sidder i dag i en tremandsgruppe i byrådet, hvor han er medlem af økonomiudvalget.

I Fredensborg var der procedurefejl ved opstillingsmødet, så der skal holdes et nyt, oplyser sn.dk. Der er spænding om udfaldet mellem Flemming Rømer, der var spids ved KV17, og Tanja Quade Madsen, der vil "vriste partiet fri af det meget tætte bånd til borgmesteren".

I sidste uge mistede DF's tomandsgruppe det ene medlem i Freja Brabæk Kristensen, der først forlod partiet efter at være blevet vraget som spids og kun fik sin egen stemme. Siden ville hun gerne tilbage for at kunne beholde sine udvalgsposter - blandt andet i økonomiudvalget, men så var hun ikke længere velkommen. Ved KV17 fik hun 261 stemmer - mod 177 til Rømer, der var spids. 

 

 

 

 

 

 




 
 

https://www.dknyt.dkartikel/df-viceborgmester-blev-bedt-om-ikke-at-stille-op-igen