Den norske krone kollapser som følge af olie- og coronakrise

Den norske krone er i år faldet med en tredjedel, og koster torsdag blot 57 øre som følge af krisen. Det er et fuldstændigt kollaps, siger bankøkonom.
19. MAR 2020 11.20

En norsk krone er torsdag formiddag kun 57 øre værd. Inden for det seneste døgn er den norske krone kollapset som følge af de ekstraordinære omstændigheder på valutamarkedet.

Norges centralbank skriver i en pressemeddelelse, at den overvejer at gribe ind for at styrke kronen. Den norske krone er i år faldet med en tredjedel. 

En stærkt faldende oliepris medvirker til det dramatiske fald. Men det hænger igen sammen med coronakrisen i verden. Frygten for smitte med coronavirus har fået mange lande til at sætte deres samfund i stå. Det har ført til et brat fald i efterspørgslen på olie.

- Det er et fuldstændigt kollaps. Kronen svækkes helt enormt. Lige som man troede, at den ikke kunne svækkes mere, bliver den yderligere svækket, siger Joachim Bernhardsen, der er analytiker i Nordea Markets til NRK.

Centralbanen - Norges Bank - kalder det også en hel ekstraordinær situation.

- I de seneste dage har der været en ekstraordinær situation for norske kroner, og bevægelserne på valutamarkedet har været historisk store, hedder det.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/den-norske-krone-kollapser-som-foelge-af-olie-og-coronakrise