De østdanske rådhuse fortsat lukkede - næsten
Vest for Storebælt kunne rådhusene åbne 27. maj, men endnu intet grønt lys fra Statsministeriet til østdanske åbninger.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Endnu intet svar fra Statsministeriet:
De østdanske rådhuse fortsat lukkede - næsten

Vest for Storebælt har de offentlige arbejdspladser åbnet igen. Øst for Storebælt er de fortsat lukkede. Stevns har dog lukket 70 ansatte ind på rådhuset.
9. JUN 2020 10.56
TEMA: Corona

Siden 27. maj har offentligt ansatte vest for Storebælt kunnet møde fysisk på arbejde. Øst for Storebælt er arbejdspladserne dog fortsat som hovedregel lukkede.

Men i hele landet kan danskerne nu gå i svømmehal og fitnesscentre, så forskellen undrer i KL.

Formand Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus, opfordrer derfor statsministeren til at genoverveje en genåbning af de offentlige arbejdspladser.

- Der er jo ikke regionale forskelle i den måde, man genåbner svømmehaller, forlystelsesparker og andet. Derfor mener vi, at man med ro i sindet og stor tryghed kan genåbne de administrative funktioner, siger han.

Store regionale smitte-forskelle

Arbejdspladserne vest for Storebælt fik lov til at genåbne 27. maj som en del af fase 2 af genåbningen, fordi der var store regionale forskelle i coronasmitten.

Her blev det slået fast, at en genåbning af arbejdspladser vest for Storebælt kunne overvejes som en del af fase 3, hvis smitten var mindre end ventet.

Nu er der blevet fundet plads til svømmehaller og fitnesscentre, der ellers stod til genåbning i august - men ikke arbejdspladserne. Den beslutning bør genovervejes, mener KL:

- Borgerne i Østdanmark har svært ved at få den service, de kan forvente. Det er alt for borgerservice til jobcentre, siger Jacob Bundsgaard. 

Opfordringen kommer i et brev, som er sendt mandag aften. Statsministeren har endnu ikke besvaret det, fortæller KL-formanden.

Mandag morgen mødte op mod 70 medarbejdere ind på rådhuset i Store Heddinge, oplyser Sjællandske om situationen i Stevns Kommune. De medarbejdere, som her kan møde fysisk op på rådhuset, kommer primært fra Arbejdsmarked, Børn & Læring og Borgerservice.

ka / ak / Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/de-oestdanske-raadhuse-fortsat-lukkede-naesten