DK Nyt
Danskere vil hellere arbejde sig ud af krisen

Danskere vil hellere arbejde sig ud af krisen

FV 11 Flertal i befolkningen vil hellere arbejde mere, hvis besparelser i velfærden derved kan undgås, viser undersøgelse foretaget for LO
1. SEP 2011 15.21

TNS Gallup har for LO gennemført en måling blandt 1.330 repræsentativt udvalgte vælgere. 62 pct. erklærer sig parat til at arbejde en time mere om ugen, hvis det betyder, at besparelser i velfærden kan undgås. 28 pct. afviser.

LO-formand Harald Børsting ser det som udtryk for, at danskerne foretrækker arbejdsvejen:

- Vi synes, det er langt mere perspektivrigt at arbejde os ud af krisen end at spare og skære ned, som regeringen har gjort og fortsat lægger op til. Det er langt mere fair, at vi alle løfter Danmark ud af krisen, end at ansvaret placeres på udvalgte grupper, siger Harald Børsting.

Han understreger, at LO er klar til at finde 15 mia. kr. gennem trepartsforhandlinger med en ny regering:

- Vi forlader ikke forhandlingslokalet, før alle er enige om, at der står 15 mia. kr. på bundlinjen. Dansk fagbevægelse er vant til at tage ansvar, og det er vi også klar til denne gang, hvor regeringen ikke har været i stand til at tackle krisen godt nok, siger Harald Børsting.

- Det er klart, at vi ikke har sagt ja til at arbejde mere, fordi vi synes, det er sjovt. Men det står klart for os, at alternativet er værre og langt mere usolidarisk. Vi vil hellere løfte i flok, siger Harald Børsting.

Data fra undersøgelsen:
Kunne du tænke dig at arbejde en time mere om ugen, hvis det betyder, at besparelser i velfærden kan undgås?

37 pct.: Ja, helt klart
25 pct.: Ja, det er jeg umiddelbart positiv overfor
17 pct.: Nej, det vil jeg umiddelbart være skeptisk over for
11 pct.: Nej, under ingen omstændigheder
10 pct.: Ved ikke

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/danskere-vil-hellere-arbejde-sig-ud-af-krisen