Dansk underleverandør til vindmøller verdens nr. 1

Dansk underleverandør til vindmøller verdens nr. 1

KR Wind med base i Nordjylland, der har speciale i opsætning af vindmøller over hele verden, ligger nu nr. 1 på listen over virksomheder, der har opført flest megawatt vindenergi globalt set

AALBORG: En ny opgørelse viser, at danske KR Wind, der har hovedsæde i Nørresundby, ligger i spidsen, når det kommer til opsætning af vindmøller verden over. Siden 2002 har virksomheden opsat 5.662 vindmøller, primært i Europa og Nordamerika, og det udløser en førsteplads på verdensplan inden for opsætning målt i MW. Ikke færre end 9.676 MW fordelt på 219 projekter har den danske virksomhed stået for de seneste 9 år.

Det er den internationalt anerkendte clean-tech researchvirksomhed, Energy Acuity, der står bag de samlede tal for vindmølleprojekter verden over:

- Som dansk virksomhed og som en del af det danske vindmølleeventyr var vi nogle af de første, der specialiserede os i transport og opsætning af vindmøller. Derfor har vi en erfaring og knowhow, der gør, at vi kan løse alle typer opgaver. Derudover er vi blevet et kendt og anerkendt navn inden for den globale branche, og det har vi naturligvis stor gavn af, når nye projekter bliver til, forklarer administrerende direktør hos KR Wind John Hartvig Larsen.

Kernekompetencerne er transport, opsætning og installation af vindmøller, og KR Wind har især været i stand til at træde til på beliggenheder, hvor andre leverandører giver op.

Opsætning og transport med meget store og tunge vindmølledele i svært tilgængelige terræner og under udfordrende forhold har nemlig vist sig at være et specifikt felt på vindmøllemarkedet, hvor den danske virksomhed har specialiseret sig og opnået store markedsandele. Men det kræver en fortsat indsats at bevare førstepladsen:

KR Winds har 'hjemmemarked' i Norden, Storbritannien og Tyskland, det øvrige Europa, USA og Canada. Vindindustrien verden over vokser, men markedet er efterhånden præget af stærk konkurrence. Brancheorganet Vindmølleindustrien roser derfor danske virksomheder, der formår at være markedsledende på det globale marked:

- Den danske viden og de danske kompetencer står på store dele af vindmølleområdet som noget helt særligt i udlandet. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at vi på trods af vores størrelse har virksomheder, der i den grad går forrest i udviklingen og udbygningen af vindkraft globalt. Det er flot, siger administrerende direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg.

mou 

Om KR Wind:
KR Wind er en af verdens førende underleverandører til vindmølleindustrien og specialiserer sig i totalløsninger inden for transport, løft, installation og vedligehold af vindmøller på det globale marked.
KR Wind omsætter årligt for 100 millioner Euro og har godt 400 ansatte over hele verden.
I dag er KR Wind et datterselskab 100 % ejet af Mammoet Group, der har speciale i tungløft og tungtransport.

 

https://www.dknyt.dkartikel/dansk-underleverandoer-til-vindmoeller-verdens-nr-1