DK Nyt
Dansetrup iscenesætter borgernes drømme og frygt
Dansekompagniet recoil performance group med demokrati-inspiration.
Foto: recoil performance group

Dansetrup iscenesætter borgernes drømme og frygt

Egedal Kommune har inviteret dansekompagniet recoils ind i kommunens hverdag og bedt danserne oversætte svarene til en forestilling i fuld bevægelse.
26. OKT 2020 15.10

EGEDAL: Dansekompagniet recoil performance group, ledet af prisvindende Tina Tarpgaard, har igennem efteråret interviewet et udvalg af Egedals borgere om, hvad de drømmer om – og hvad de frygter. Det omsætter truppen til en forestilling, hvor alle sanserne tages i brug, oplyser kommunen.

- Det bliver en blanding af dans, lyd, filmkunst og et fald i skumklodser – og så oven i købet med input fra borgere om vores kommune, hvor vi har fokus på borgerdialog og  brug for at kende borgernes drømme for fremtiden, så jeg vil opfordre mine politiker-kolleger til at se forestillingen, så vi har nye fælles input til vores videre arbejde, siger Charlotte Haagendrup (K), der er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget.

Et ægte møde mellem mennesker

Extended Falls To Humanity er et borgerinddragende og koreografisk værk, der bliver skræddersyet til Egedal. Truppen skaber en koreografisk, visuel og musikalsk oplevelse af den enkeltes og gruppens stemme i det politiske rum. 

- Jeg er interesseret i, hvordan vi som mennesker håndterer forskellighed: Forskel i holdninger, forskel i interesser og forskellighed i, hvad vi synes er vigtigt. Meget af det kommer jo til udtryk igennem politik. Derfor har vi valgt at opføre værket på rådhuset i Egedal, fortæller værkets skaber Tina Tarpgaard.

- Vi lever i en tid, hvor algoritmer og sociale medier er med til at fremprovokere mere ekstreme holdninger, og hvor tonen er meget hård. Det gør noget ved os som mennesker og den måde, hvorpå vi navigerer i vores demokrati. Med Extended Falls to Humanity ønsker jeg at sætte fokus på det fysiske møde mellem mennesker, både mennesket som individ, og de grupperinger vi jo også er inddelt i, siger Tina Tarpgaard. 

Elever: Hvad sker der i 2050?

Recoil har besøgt Balsmoseskolen og arbejdet med fremtidsscenarier sammen med elever fra 6. og 7. klasse; hvad er det værste, og hvad er det bedste, de kan forestille sig i deres fremtid i året 2050?

Igennem interviews, bevægelsesworkshops og spekulation over fremtiden, har klasserne lavet en række kortfilm om fremtiden, som også vil vises på rådhuset som en del af installationen.

Som en del af værket laver recoil en slow-motion-film af borgerne, der falder. Dette klippes sammen til et videoværk, som bagefter foræres til rådhuset.

ka

https://www.dknyt.dkartikel/dansetrup-iscenesaetter-borgernes-droemme-og-frygt