Komunaldirektør Peter Loft, Bornholm
Foto: Sara Gangsted, Ritzau Scanpix

Bornholms nej til ansattes tv-optræden var ok - næsten

Offentligt ansatte på Bornholm fik ikke begrænset deres ytringsfrihed op til KV17, lyder det nu fra Ombudsmanden. Men ledelsen manglede at indskærpe de ansattes ret til at deltage i debatten på egne vegne

BORNHOLM: Medarbejdere i Bornholms Regionskommune kunne op til KV17 læse i pressen, at de havde fået mundkurv på af deres øverste administrative chef. Ombudsmanden har nu undersøgt sagen og konkluderer, at Bornholms Regionskommune ikke har krænket medarbejdernes ytringsfrihed.

- Medarbejderne har hele tiden haft frihed til at udtale sig på egne vegne, og det er det afgørende. Det, kommunaldirektøren har udtalt sig om, er alene, at medarbejderne ikke på vegne af regionskommunen skulle deltage i tv-programmer under valgkampen, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Rigtigst at informere medarbejderne
I sin udtalelse peger ombudsmanden dog samtidig på, at det havde været rigtigst, hvis Bornholms Regionskommune umiddelbart efter pressedækningen havde taget initiativ til at melde ud til medarbejderne, at de stadig var i deres fulde ret til at deltage i debatten på egne vegne. 

- Er offentligt ansatte i tvivl om rammerne for deres ytringsfrihed, påhviler det efter omstændighederne ledelsen at tage initiativ til at informere de ansatte, siger Jørgen Steen Sørensen. 

Bornholms Regionskommune har efterfølgende orienteret ombudsmanden om de tiltag, der er taget for at orientere de ansatte om rammerne for deres ytringsfrihed. Ombudsmanden foretager sig på den baggrund ikke mere i sagen.

Da sagen var fremme i november 2017, udtalte kommunaldirektør Peter Loft til Bornholms Tidende, at hans hovedærinde var at 'beskytte medarbejdere mod udtalelser, de sådan set ikke har lagt nogen politisk holdning i, men som efterfølgende vil blive udlagt som et politisk statement af en eller anden art'.

Borgmester Winni Grosbøll (S) bakkede op, mens oppositionsleder Søren Schow (V) var kritisk.
 

Læs ombudsmandens udtalelse.

https://www.dknyt.dkartikel/bornholms-nej-til-ansattes-tv-optraeden-var-ok-naesten