Biblioteker og fysiske bøger er fortsat populære

KORT NYT12. NOV 2019 11.48

Folkebibliotekerne er stadig populære, viser en ny rapport fra Slots- og Kulturstyrelsen. Der var således 37,6 millioner besøgende i 2018, og næsten 40 pct. af danskerne har været på et bibliotek i løbet af de seneste tre måneder. 

Her tager de oftest fysiske bøger med hjem, som udgør hele 87 pct. af det samlede bogudlån. Lyd- og e-bøger bliver dog fortsat mere populære, og de digitale udlån er steget med 26 pct. sidste år. Derudover bliver der holdt næsten 25.000 arrangementer rundt omkring på landets biblioteker. 

- Når man ser på de høje besøgstal, så vidner det om, at rigtig mange er glade for bibliotekerne og de mange digitale tilbud, som bibliotekerne udbyder. Vi lever i en verden, der bliver stadigt mere digital, men vi skal også huske at mødes ansigt til ansigt og finde sammen i fællesskaber. Dér spiller bibliotekerne også en vigtig rolle. Bibliotekerne stiller ikke kun materialer til rådighed for den enkelte persons læseoplevelser, men samler også folk, sætter gang i samtaler og afholder arrangementer, læseklubber og andre fællesskaber, som er drevet af fælles interesser og passioner, siger fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S). 

esl

 

https://www.dknyt.dkartikel/biblioteker-og-fysiske-boeger-er-fortsat-populaere