Bødestraffe til nedrivningskartel går fra 100.000 kr. op til 5 mio. kr.

Både firmaer og medarbejdere er dømt i stort sagskompleks om overtrædelse af konkurrenceloven. Flere domme er på vej.

Flere nedrivningsfirmaer og ledende medarbejdere hos dem har fået store bøder i en omfattende kartelsag, hvor i alt seks virksomheder i branchen er tiltalt for at koordinere deres tilbud på nedrivningsopgaver. Sagerne kører adskilt ved forskellige byretter, og den første af sagerne har tillige været for Østre Landsret, hvor byretsdommen blev stadfæstet.

Senest har Retten i Hillerød afgjort to sager mod dels et eksisterende, dels et ophørt firma. Det eksisterende firma er CMP Nedrivning ApS, og det har fået den hidtil største bøde fem mio. kr. To ledende medarbejdere har fået personlige bøder på 125.000 kr. hver. I det ophørte firma har to ledende medarbejdere fået personlige bøder på 300.000 kr. hver. Straffene er udmålt for henholdsvis 11 og 24 tilfælde af udveksling af priser med konkurrenter.

Sagen, der var i landsretten, stammer fra Retten i Holbæk, hvor en person i virksomheden Midtsjællands Nedbrydning fik en bøde på 100.000 kr. for i et enkelt tilfælde at have modtaget en konkurrents tilbud og efterfølgende ladet sin virksomhed afgive tilbud på en nedrivningsopgave som underentreprenør. Den dømte ankede til landsretten, men med uændret resultat.

Overtrædelserne i alle sager er sket i forbindelse med nedrivningsopgaver for både offentlige og private bygherrer. Sagerne er rejst, efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i efteråret 2015 foretog en række uanmeldte kontrolbesøg. Der ventes domme i de øvrige sager i løbet af de kommende måneder, oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

mk

 

https://www.dknyt.dkartikel/bdestraffe-til-nedrivningskartel-gr-fra-100-000-kr-op-til-5-mio-kr